handel og vandel
Her i weekenden holdt vi Julebasar. Det har Birgitte gjort før, med produkter fra cremeriet. Det er hendes linie af natur- kosmetik, shampoo osv, som I kan se på billedet. Lørdag havde vi sat op, og fik 3 besøgende - samt familie på til at passe Helena, når der nu kunne komme et rykind. Søndag omkring 15, og godt salg. I ugerne op til havde hun fået producere flere cremer og fyldt op på lagerhylderne - så beholdningen er oppe igen - og den er ikke helt solgt ud,Jeg havde salg af sager jeg har bragt hjem fra Mexico over årene - uldtøj, rammer af træ, voksdugsposer. På mine hypppige rejser bliver jeg ofte optændt af drømmen om et handelseventyr. Eller de oplagte muligheder... som så mange andre der ikke kender til reglerne der styrer, og papirarbejdet der følger med.
Men regler for told og shipping er svære, og jeg optændes ikke langvarigt af drømmen om køb og salg, og momsregnskab og møl og mennesker fornemmelse for mode. Derfor har møjsommeligt hjembragte produkter vegeteret i kælder- og loftsrum (af hvilke jeg administrerer en del). Så det var en sejr for mig at faktisk få godterne frem i lyset!
Her er nogle af de omtalte rammer snøret sammen forsvarligt før afgangen fra Mexico City. De er placeret på kakkelgulvet på Hotel Buneos Aires, hvor den rejsende handelsmand Francisco boede. Han hjalp med at købe det ind og pakke det hele sammen. En enorm hjælp fra en mand der arbejder for at leve. Der også har gjort det lidt pinligt at have dem liggende så længe - men nu er de fremme. Iøvrigt solgte rammerne mindre godt. Plan B må været at printe mine fotos, og sætte dem i rammer og udstille.Så var der mere salg i bæreposer i spraglet voksdug - og uldtøjet, som jeg i sin tid indkøbte i Tulancingo - en flad og støvet by, et par timer nordøst for Mexico City, lige før højsletten møder bjrge og slugter. Jeg gjorde figur af handelsrejsende, og taxachaufføren kendte øjeblikkelig en familie der havde værksted i hus, bagskuere og tilbygninger bag en af byens grå facader. Jeg var handelsrejsende den dag og tog ingen billeder. Det var i den grå eftermiddag, efter en lang indkørsel langs landevejen. Ved et vejkryds vogtede statuen af den maskerede bryder El Santo, for Tulancingo var hans fødeby. Det er også den første kendte hovedstad for de berømte toltekere, engang omkring år 1100 - et folk hvis navn var synonymt for krigerdyder og visdom for aztekerne. Men idag en travl og grå by, der læner sig op af nogle forbjerge, og ellers glider ud over sletten. Og altså et center for den Mexikanske væveri-industri.
Det er som om denne viden var gemt mellem ponchoer og slag i en kasse i Valby lagerkælder. Men kommer tilbage med følelsen mellem fingrene af uld, luften af uld.
De uldklæder fik lov at ligge halvandet år , før jeg fik dem frem.
Bare det bevæger sig. ellers fylder det hjørne og rum, som forliste projekter har for vane at gøre.
posted by Paul Hartvigson @ 00:04
0 comments
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home