DISSE ENEVOLDSKONGER OG DERES EVINDELIGE PARYKKER
(kongerække for viderekommende begyndere)
Selv som historiker er der perioder der ikke er til at overskue. Og enevælden i Danmark var i mange år en tåge for mig, med Konger af Guds Nåde i store parykker, der var gift med dronninger med navne som Charlotte Amalie, Sofia Magdalene, Caroline Matilde, Sofie Amalie. Ellers var der dømt svenskekrige, pragtpalæer og salmesang i en eller anden rækkefølge.Men efter at gennemgå uddannelse til turistfører, har jeg fordybet mig, og der begynder at vise sig nogle mønstre. For eksempel at dronningerne enten kom fra tyske hertugdømmer som Mecklenburg-Güstrow, Braunschweig-Wolfenbüttel, Hessen-Kassel eller Brandenburg-Kulmbach - eller de kom fra england og fik en tragisk skæbne. Og at der var to der bare hed Louise.
Her kommer seks konger i rækken. Danmark udvikler sig i denne periode. Men som beretning om en slægt, tegner dynastiets historie sig temmelig sørgeligt.
FREDERIK 3 (konge 1648-1670) - jeg starter med enevælden, men uden paryk. Frederik var den første og den mest snu af enevældens konger. Han er også den eneste der ikke var udset til konge i forvejen. Han havde fået et tysk fyrstendømme, men hans storebror døde, og han blev Christian IVs efterfølger. Rigsrådet lagde grænser på hans magt, og han fandt sig i det, indtil han kunne slå til mod sine modstandere. Han satte næsten riget til i krige mod Sverige, men han holdt ud, da adelen svigtede - og efter riget overlevede i 1559, fik han ændret forfatningen og blev enevældig, og kongemagten skulle gå i arv. Han havde travlt i sin gerning, og fik vist...
... aldrig rigtig briefet sin søn om detaljerne. CHRISTIAN V var til gengæld stor beundrer af solkongen i Frankrig, og glad for fest, jagt og damer. Og krig som han førte mod Sverige, uden det helt store held. Til gengæld fik han lavet nogle flotte vægtæpper af sine bedrifter, som hænger på Rosenborg. Han døde efter at blive stanget af en hjort han skulle give nådesstødet.Regerede 1670 - 1699. Det er ham der er krigeren på hesten midt på Kgs. Nytorv
FREDERIK IV var ikke rigtig uddannet til kongegerningen, men han vidste han var kongen, og at konger skulle leve i pragt. Og så skulle de bestemme, så han fik faktisk bestemt en masse i de 30 år han regerede landet. Da han var af Guds Nåde kunne han også have to koner.Konge 1699 - 1730. Holberg skrev sine komedier i hans regeringstid.
Lige kort om parykkerne. Moden dengang kom fra Frankrig, Solkongen Louis XIV hof (regerede 1643-1715). Og da HAN begyndte at miste håret - og ikke ville kendes som "Månekongen" - begyndte til gengæld alle at gå med paryk.
CHRISTIAN VI var dybt kristen og tog afstand fra sin far - bigamisten. Så her var der heller ikke så meget der blev givet i arv, andet end kronen. Han talte kun tysk, forbød offentlige forlystelser, og levede tilbagetrukket i stor luksus i bøn for sjælens lutrelse, i selskab med adelige enker og pebermøer. Til gengæld gik han ikke i krig, og fik nogle flotte slotte opført - og dekreterede at ingen måtte blive konfirmeret hvis de ikke kunne læse biblen. Så folk lærte at læse.Han var konge 1730 - 1746. Der er ham der er afbilledet på kobberstikket øverst i posten her, ridende ud af det første Christiansborg palads, omgivet og hyldet af figurer der symboliserer Danmark, Norge osv.
FREDERIK V var på druk og damerov som ung prins, og hans far ville gøre ham umyndig. Men kom Fredrik til tronen og teatrene åbnede, og freden varede ved, og der kom handel til landet. så kongen var populær. Han var også svært fordrukken, og riget blev styret af embedsmænd. Den enevældige konge kunne give sin førsteminister nogle prygt - til tømmermænd og bondeanger meldte sig.Konge 1746 - 66 - det er hans statue på Amalienborg Slotsplads
CHRISTIAN VII voksede op med en enevældig alkoholikerfar, og en stedmoder der syntes bedre om sin egen søn med kongen. Faderen døede 43 år gammel, og CHRISTIAN VII kom på tronen som 16-årig. Og et par år efter var alle ved hoffet klar over at den enevældige Arvekonge af Guds Nåde af fuldstændig ude af stand til at råde regere eller overskue noget som helst. I to år blev landet styret af kongens livlæge Struensee, der havde styr på kongen, reformer på programmet og gang i dronningen. Men han blev styrtet og grusomt henrettet. Senere var det stedmoderen - enkedronningen - der tog over, indtil Kronprinsen fik grebet magten.Salvet som konge 1766 - død 1808
Kronprinsen var den senere FREDERIK VII. Men da han blev konge, var parykkerne gået af mode. Moden blev stadig bestemt fra Paris, men nu var det Kejser Napoleon der satte de.
Oldenburgernes dynastiske nedsmeltning stopper også her. Og det eksamensprojekt jeg er med til at lave har fokus i barok og rokoko, og det er slut med Chr 7s periode.
(Der er Eksamen 21/4, og dette er bare en flig af stoffet)


1 Comments:
Fremragende Paul. Rart at se, at dekadencen altid har været i højsædet. Fortsæt endelig både frem og tilbage i kongerækkerne. Kan vi ikke få noget om hapsburgske hager og magdeburgske næser (eller hvad det nu var)?
Send en kommentar
<< Home