vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen

13.7.06

Halsbetændelse og virkelige vilkår


- samt erindring om et stemmetab i Brasilien for et par år siden
(billeder også herfra, oktober 2004 mens jeg var lettere målløs)

Stemmen knækkede over i Christiansborgs Riddersal for et par dage siden, og i morges var den ikke kommet tilbage - så jeg var lavmælt og intens i mikrofonen. Og forsigtig for ikke at gå død i Rosenborg.

Stemmen er mit redskab, og jeg er meget afhængig af den. Det er en fantastisk afhængighed af noget jeg ellers blot tager for givet. Jeg er også afhængig af mine fødders brug. Og jeg nyder at skridte ud og give hals i udførelsen af mit job. Det er altså en prøvelse at skulle spare på min stemme. Eller en udfordring, som det pænt hedder.

Hvis man er syg - så lægger man sig syg... eller? For jeg er free- lancer, og der er ikke nogen der betaler mig, hvis jeg ikke møder på arbejde. Så kunne jeg falde tilbage på dagpenge måske. Men jeg har et game kørende, om at få hævet min dagpengesats. Og dertil kræves 12 uger i træk med et vist mål af arbejdstimer - og UDEN at hæve dagpenge.
Og så er jeg afhængig af ikke at blive syg, ikke at forvride foden, ikke at miste lysten.
Det vil sige - JA- jeg kan blive nødt til at melde fra jobs, hvis jeg ikke kan gør det ordentligt. Men fristelsen til at køre på er stor -trække nogle veksler på kroppen, og håbe det går over. Det er også tankegangen fra mit arbejde som rejseleder, hvor det bare ikke var muligt at melde fra - jeg måtte nogle gange tage et par dages sygdom i stiv arm, og gøre det bedste for kunderne.

Billedet herover er også taget i stiv arm - i Parati ved kysten syd for Rio.

en stille erindring


Jeg er kommet til at tænke på sidst jeg mistede stemmen mens jeg arbejdede. Det var under en tur i Brasilien, i tropernes hede Jeg havde hostet lidt, men Rio gik jeg død. Jeg klarede mig lige gennem de sidste to dage i den gamle havneby Parati, og fik hvisket farvel til gruppen i Rios lufthavn.


Så tilbragte jeg tre tavse dage til Rio de Janeiro. Hotellet var anstændigt men billigt hotel tæt ved metrostationen Flamingo, og madrassen var betrukket med plastic under lagenet, hvad der gave svedige hostende nætter. Min eneste længere samtale ved det ophold var med lægen. En lokal guide forærede mig sin lægetid, for at jeg - en rejsende - kunne komme til. Der var konsultation på et elegant kontor, i 14 sals over mylderet på Boulevard Nossa Senhora da Cobacabana. Vi samtalede på tysk, før han diagnoserne mig med laryngitis viral. Det virkede passende at min lidelse skulle have et således ubehageligt navn.

(Det var sket en gang før på samme rejse at jeg fik en konsulta- tionstid forærende - Det var bare en tandlægetid og det var i Salvador de Bahia.

Før og efter lægebesøget var jeg tavs i Rio og underligt ensom, og kom til hjørner af byen jeg ellers ikke kendte. I kunstbiografen ved republikmuseet i Catete, så jeg den danske film Reconstruction of a Love Affair, der var nordisk besynderlig, distanceret og gribende. Jeg følte mig selv lidt som et spøgelse uden stemme.

Og jeg har sådan set aldrig fået Rio under huden - og jeg drog afsted mod Minas Gerais, Brasiliens blandede hjerte, med grønne marker og barokbyer - her fik jeg stemmen igen.

posted by Paul Hartvigson @ 21:54   0 comments