HJEMMEBANEN - ny tekst til kritik
kommentar ønskes til denne tekst til Byvandring for aftenskole / oplysningsforbund
(Atter et forslag til byvandring. Jeg tænker der vil være bud efter Nørrebro - vel mest for folk der kender kvarteret svagt. På RUC var jeg med til at skrive projekt om alternative ture. Projektet blev nævnt i Politiken. Avisen påstod der var potentiale for ture på Nørrebro for krydstogsturister - det må stå for deres egen regning. Men ideen har rumsteret siden - og jeg har haft en enkelt tur her, med damer fra provinsen. Turen herunder er rettet mod danskere, som kun svagt kender Nørrebro - og mest gennem medierne.)

FØRSTE VERSION - Nørrebro - i oprør og udvikling
Turen går ind i Københavns mest varierede kvarter. Vi starter op ad Nørrebrogade med dens brogede forretningsliv, men kommer også ad smutveje og sidegader. Vi ser gamle baggårde og fornemme ejendomme, nyt socialt byggeri, anarkistiske hjørner og en afrikanske gade. Et par hundrede meters vandring bringer dig ofte til en helt anden verden.
Historisk har kvarteret også været i forandring - fra grøn forstad, til tæt arbejderkvartet, fra by-oase til oprør. Nørrebro har været Københavns oprørske kvarter, og vi kommer forbi brændpunkter fra Folkestrejken i 1944, fra kampen om Byggeren i 1980, eller der det gik løs 18. maj 1993. Vi ser også på, hvor det brænder på i dag og i morgen.
Men vi bliver også introduceret til et hyggeligt og idyllisk kvarter, hvor grønne gårde har afløst baghuse, og man finder forretningsgader med trendy butikker. Vandringen starter ved Dronning Louises Bro, og kommer forbi Blågårds Plads, Folkets Park og Assistens Kirkegård og Sjællandgadekvarteret. Turen afsluttes med cafébesøg ved Skt. Hans Torv.

Seneste version: Kontrasternes Nørrebro
Turen går ind i et kvarter præget af forskellighed. Vi starter op ad Nørrebrogade med dens brogede forretningsliv, før vi drejer, og går på opdagelse i en bydel, hvor et par hundrede meters vandring fører ofte til en helt anden verden. Fra statelige strøg til socialt boligbyggeri, fra anarkistiske hjørner til trendy shopping, fra Lille Somalia til De Gamles By.
Nørrebros historie byder ligeledes på modsætninger. Blågårds Plads har sit navn efter Prins Carls lystslot med den smukke park. Senere lå den berygtede Sorte Firkant lige nord herfor. Idag står nyt og gammelt byggeri over for hinanden ved den flotte plads.
Kontraster er flere gange blevet til konflikt i en bydel der har let til oprør. Vi kommer forbi brændpunkter fra Folkestrejken i 1944, kampen om bryggeren i 1980, hvor BZ'ernes holdt til i tiåret efter, og de steder det gik løs 18 maj 1993. Turlederen viser hvor der har været gang i gaden senest, og hvor det måske kan bryde ud i morgen.
Men vi skal også lære Nørrebro at kende som en idylllisk bydel, hvor folk elsker at bo. Der bliver tid til at trække vejret og nyde Stenbroens små oaser, som Folkets Park, Assistens Kirkegård, og de grønne gårde der har afløst skumle skure og mørke baghuse. Vi tager pulsen på et kulturliv med teatre, litteraturhus og biograf. Turen afsluttes ved Skt. Hans Torv med besøg på en af de smarte cafeer.
(Tak til Rasmus og Susanne for kommentarer. Det her er lidt længere, men forhåbenlig med en sammenhæng og fremdrift. I en foromtale nævner man gerne tingende tema for tema, men på en tur er det geografien der bestemmer, og trådene er vævet sammen)

Valdemar Atterbag Bodega på Rantzausgade / Kapelvej. Øverste billede er facaden på Skt Josephs Hospital, på Griffenfeldtsgade.
(Jeg kan se at jeg bruger "vi" meget i teksten, som "vi kommer forbi..." eller "vi bliver introduceret...". Det er klodset på en måde. Dirker ulogisk for mig at skrive. Men måske ikke ulogisk at læse for en potentiel deltager. Kommer jeg til at lyde som en præst, eller hva...?)


2 Comments:
Nørrebro er et oplagt sted at vise frem. Klart et af de mest interessante kvarterer i byen, både historisk og i dag.
Hvad teksten angår, savner jeg et lidt bedre flow. Første del af teksten handler om, hvor varieret og etnisk bydelen er, derfra kommer vi over oprør og ender med kort at nævne nogle specifikke områder i bydelen. Alle tre dele er gode, men kunne godt gøres en anelse mere sammenhængende, synes jeg. Ikke specielt specifik kritik, men egentlig det eneste jeg kan sætte en finger på.
Jeg savner måske (som turist) at få at vide hvor i København Nørrebro ligger? - og hvor er ordene "Sorte Firkant" henne?
Det er nok bare mig der er nostalgisk, jeg boede i Blågårdsgade da de rydede Byggeren.
Hilsen Susanne
Send en kommentar
<< Home