vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen

12.2.09

MEXICO UDEN MÅL


(Rytme og råb, et kor af stemmer. Men inden ved siden af sidder folkene stille anspændt. Så det er USA der har bolden. Landskamp, og når Mexico er fremme i skoene er tilsku- erne oppe af stolene, inde i restauranten. Jeg sidder i en lav lænestol med lædersæde i lobbyen i Diego de Mazariegos Hotel, San Cristobal de las Casas.)

Denne højlandsby med snævre fortorve og tage af tegl, som breder sig og æder sig ind i bjergene. En center af små gaders gamle huse, og slum og supermarkeder udenfor.

(Et kortvarigt udbrud af vantro og ærgelse fra inde i mørket. USA er foran 1-0.)

Skrive på spidsen, når tiden er der, og den er nu. Det var sådan jeg skrev rejsebreve for mange år siden, før blog, billeder, og endeløse muligheder for rettelse. Jeg griber ind after den gejst. Det frit flydende.

Mørket er faldet på udenfor. Dagen startede tåget-kølig, gaderne var halvtomme og sløret var de klare farver på husene. Da vi nåede landsbyerne var solen ved at brænde skyer væk. Jeg følger et gammlet program. Først San Jujan Chamula med markedsplads og børn med bønfaldende øjne, kirken med fyrrekviste på gulvet og familier i bøn, klogekoner og flakkende lys. Det er seværdighed, 20 pesos pr. person og tag ingen billeder. Næste landdsby er Zinacantan, renere og ikke så overrendt. Bakkerne omkring er fuld af drivhuse, hvor blomster dyrkes under plactic. Kirken er mindre hedensk.

(Der kører disco inden ved siden af i, mens der er pause i kampen. En kvinde i kokkehue henter noget i recep- tionen.)

Antonia møder mig på torvet. Lille indianerkvinde omkring de 30, smilende. Jeg er glad for gensynes, for hvem og hvad kan blive væk på fire år. Fra mine første ture i 2001 har jeg taget grupper på indkøb i hendes families hus, hvor kvinderne væver, mens mændene vel arbejder i drivhusene. Vi går der op med gruppen, men der en bunke franskmænd mellem familiens hytter og handle, smage og se. Det bliver ikke den store oplevelse som jeg håbede på for mine børn og voksne. Vi udveksler hvad der nu er sket siden sidst - og det er fire år. Jeg har fået børn, hun styrer familens forretning - ikke gift endnu. Måske er det omkostningen ved at være kvinde med forretningskarriere i den kultur.

Om efter- middagen får jeg en lagkage til at dukke op under et besøg på Na Bolom, Jaguarens Hus. En af mødrene har fødselsdag. Der går en del planlægning og taxakørsel ind i den operation.

Efter en lur går jeg på nærmest frugtesløs indkøbstur for at finde et par lækre sandaler og shorts til de varme dage på resten af rejsen. Men dette er højlandet. Og nogle dage kan jeg ikke komme ind i en butik gennem min egen mur af modvillig elendighed ubehag ved at shoppe.

(Klapper. Kampen er på vej igang igen. Total overstyring på lydanlægget. Tid til at redde æren for Mexico. Tid for mig at sende posten og trække stikket, og ud til middag.)

Det er ikke let at være til stede, i sine egne fodspor.

(SENERE: tilbage fra middags- restaurant, TV kører i hotellets spisesal, skærmens kommen- tatorer har sammenbidte miner og markante fagter der fortæller om et nederlag - 2-0 viser det sig).

Jeg går i lobbyen og slutter af, vil lægge nogen billeder op uden direkte sammenhæng med det jeg skriver. Bortset fra det øverste, der er at billede af AT jeg skriver, og til gengæld er grimt.

posted by Paul Hartvigson @ 01:52   0 comments