ÆRINDE I EN KÆLDER I VALBY
Måske var det et år siden jeg sidst var i min kælder, i den ejendom hvor jeg boede indtil for et par år siden. Jeg skulle finde spillet Dune, som Carsten Schaumburg ville låne. Og det var på tide at komme forbi. Mærkeligt at træde ind i det støvede unvers af bøger og besiddelser, som jeg har lagret her. Lejligheden er fremlejet, men jeg har stadig rummet med store dele af min fortid samlet. Jeg skal til at afstå lejligheden til Charlotte der har fremlejet den i to år. Men hvad så med alle disse ting?
Her er gamle spil og en udstoppet og spraylakeret krage jeg fik i gymnasietiden for min evne til at fremsige Poe's the Raven. Og her er en 10-12 hyldemeter bøger. Mine bøger som jeg aldrig helt har plads til, og som har rykket fra reoler i kasser for så at blive opstillet her, i et bibliotek i fortiden, som jeg har haft så lidt tid til at opsøge. Aftryk af manden Paul Hartvigson, i direkte forlængelse af drengen Paul Hartvigson.
Der er et solidt værkstedsbord dækket af et skødesløst rod, småting jeg ikke rigtig har sorteret og taget stilling til, engang for noget siden. Synet af det bringer mig nogen år tilbage, uden jeg egentlig ved hvad jeg gør i den fortid. Bortset fra at den er nærværende, virker uafsluttet. Og alligevel glemt indtil øjeblikke før.Jo, selvfølgelig vidste jeg det ville være sådan. Og jeg havde mentalt regnet en halv time ind i dagens program bare for at komme ind og ud igen.
Calabazas og bombillas under vinduet, souvenirs fra rejser i Sydamerika i 2003 og 2004, og en stor pose maté, bare fordi. Et vidnesbyrd til mig selv om min sentimentalitet; trangen til at fæstne mig i de steder jeg rejser igennem, og egentlig uden plads i nuet. Fortidens utilstedelighed.
Bundter af noter i min krampagtige håndskrift - gulnet inspiration, udskrifter af ufærdige romaner og uudgivne noveller, og rækken af fem års dagbøger, dækkende for paperbacks jeg ikke har læst. Hvad er der i dagbøgerne, er de pålidelige vidner til den der fortid? Kan jeg overhovedet tyde hvad jeg har skrevet. Jeg kiggede ikke.I luften danser støvet, og i luften ligger også min drøm om at få plads en gang så det hele kan komme til ære og værdighed, som man siger. Er det mig der ikke vil slippe fortiden, eller fortiden der ikke vil slippe mig?
posted by Paul Hartvigson @ 22:32
1 comments
1 Comments:
Jeg husker det krampagtige lille rum med alle bøgerne, ligesom jeg husker kragen på din reol i stuen og "The Raven" fremført omkring et lejrbål på Amager Fælled, hvor DR Byen nu ligger. Det leder tankerne over på mange fine minder. Tak for dem.
Send en kommentar
<< Home