vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen

28.8.11

HISTORIEN HÆNGER SÅDAN SAMMEN

at jeg er stået op kl. 5.15 til en dag med to jobs og afhentning af børn i eftermiddag, bare fordi jeg ikke gidder dysse mig selv i søvn. Og blogger da jeg normalt er blevet for usammenhængende om aftenen til at lave noget.

Fortiden falmer, som jeg skrev om i sidste post - omend den der svulmede op og begyndte at rådne. Men nu altså formulder i restaffald, og ikke i min kælder - snart ex-kælder. Betyder dette at jeg ikke længere er Kældermester? Man skal altså have styr på sine kældre. Eller lide under

OVERFLOW


Det var sidste tirsdag, og jeg var kommet hjem fra opstart på RUC - aftenligt usammenhængende og træt, var alligevel faret på indkøb og hjem, til at kunne hvile mig veltilfreds i al for kort tid fær sengen og arbejdet kaldte. Mailen var ankommet ca. 21. "Vi skal på tur med dig i morgen, kan vi mødes tidligere...". Sådan en privat booking til en Jewish Copenhagen Tour, som jeg havde fået gennem en side hvor jeg har registreret mig på internettet. Sådan en tur jeg havde rodet sammen med en anden lignende tur samme dag, og havde glemt alt om. Så historien om to ture den 24.8 rodes sammen til een.

Så jeg ringede rundt til kolleger - fandt ingen der om aftenen, og meldte pas til kunden. Sov på det og op næste dag kl. 6.20, og havde fået en meget fortørnet mail. I en udhvilet feberredning fik jeg skaffet en minibus med Dan Levy fra DL Limousine til at tage kunderne, og jeg selv styrtede ud til dagens første tur - for et krydstogtsskib - incomingbureau - og hvor jeg havde fået aftalt at min Mexico-rejseleder-kollega Allan kunne få en prøvetur for at snuse til Turistførerjobbet. Jeg var temmelig ærgelig på vej derned på cykel, selvom jeg havde rettet ryggen og bekræftet mig selv i min kyniske arrogance overfor de svigtede kunder.



Det var sådan en lurende grå morgen, med bus der blev skiftet før turen i sidste øjeblik, og 34 latinamerikanere og 10 børn steg på bussen. En hård tur tænkte jeg, og selvom der var masser af busser satsede jeg på Havfruen først - med alle de unger er det vejen frem. Men jeg fik næppe karkeret og gruppen ud af bussen da en meget vred ældre herre var oppe i ansigte på mig med et krav om at et vindu skulle vaskes, for han kunne ikke se ud af det. Sagen var en punkteret dobbel rude med kondens. Sådan en kunne ikke vaskes. Men manden var så langt inde i sit krav om oprejsning til at lytte til en teknisk forklaring.

Chaufføren og en kollega stod med armene over kors og sagde at det ku man sgu ikke gøre noget ved, og iøvrigt var der sæder nok i bussen til de kunne flytte. Manden ville ikke lade sig tale ned, og jeg kunne ikke få gruppen i tale, og skabe koncenration og god stemning. Og så begyndte konen at brokke sig - en dame med stråhat og solbriller, der så brokkede sig. Og jeg slog håndfladen i "slikkepinden" Det skilt der med gruppens nummer som guider slæber rundt på. Og den knækkede. Og så var jeg inde i damens møgfald om at jeg var et dårligt menneske og at de som turister betalte min løn. Og da raseriet var dampet noget af, skulle jeg rode mig ud af ultimative krav om der enten skulle skiftes guide eller skiftes bus. Og koordinatoren fra kajen ringede og spurgte om have der nu var galt, for han havde hørt noget.

Overflow. Det er når historierne hænger sammen. At jeg havde slæbt min træthed med hjem fra RUC dagen før. At jeg var påvirket af at måtte afmelde en tur, og havde bekymringerne med på job. At jeg så ikke kan tage situationen som noget de skal håndteres rationelt. At jeg lader vreden snige sig ind på mig, fordi jeg så meget var i den i forvejen.

Hader at skrive dette. Fordi jeg ikke kan finde ud af at være kold og ligeglad, fordi jeg bliver påvirket af en skide bondeanger, som jeg foragter mig selv for, For det at mit arbejde kræver høflighed, Måske endda ydmyghed. Fordi jeg er freelancer, og ikke har været dydig nok til at skafte mig en fast offentlig ansættelse, hvor jeg kunne være permanent ubehøvlet på tjenestemandsvilkår. Jeg er træt af min egen underdanighed og gode opdragelse.

Der blev skiftet bus tre gange i løbet af turen. For der var mindre børn med uden billet, så den første de sendte var for lille. Der blev spildt af tid på den konto - turen blev forlænget. Og Allan måtte sige af midt i, men hans syntes at det var en sjov oplevelse. Og kunne berette at manden de havde klaget over vinduerne have startet turen med at komme med ironiske kommentarer undervejs mens jeg guidede.

Jeg fik læsset alle passagerer ud af bussen på Kongens Nytorv, og hastet tilbage. Det ældre ægtepar var i bussen. Jeg besluttede mig for at få dæmpet situationen, også for at undgå klager. Jeg sagde jeg håbede at de havde haft en god dag trods problemer. Og til damen at hun havde givet mig en lektion i hvorfor jeg ikke burde miste besindelsen.

Og så kom sidste ydmygelse, da hun to solbrillerne af og med højtidelig oprigtighed forklarede at det smukeste ved en meneskelig sjæl var ens evne til at indse sine fejl, og tage ved lære af dem. "Når et menneske indser...". Skinke, tænkte jeg. Men sagde hende ikke imod. Jeg er har det bedst med ikke at få klager. Og havde mre end travlt med at skulle nå til dagens anden tur.

En privat tur. Den anden private tur der havde mig til at glemme den anden gruppe samme dag. Alle de historier der spilder over i hinanden, giver de samme konklusioner, det som bygger en større historie, der giver retning, mening og sammenbrud, fjerner friheden til bare at se situationer.

Jo, jeg havde fået en lærestreg den dag. Jeg skal kunne se og analysere situationer og handle rationelt, være klar ikke rode andre historier ind i dem. De to irreterende og opkørte tuister havde det åbenbart ikke. Men jeg kom videre til en anden gruppe og en anden historie. Jeg fik mig ind i tide, mindet mi om it gode humør, og givet en canadisk familie en fantastisk eftermiddag i København til fods og på cykel.

Og jeg hørte at den jødiske familie havde haft en god tur med Dan Levy. Jeg mødte Allan, der havde snuset rundt på museer, vi lavede mad her og fik et antal øl til evaluering af dagen.

Så kan jeg slutte af med et glad billede. Og hvis I undrer jer over de fotos der følger, så er de non sequitor - måske til at illustrere det upålidelige i at samle tanker til tråde. Og idet det af de få der ligger på denne computer, for den anden er... stadig tastaturskadet. Men så slipper jeg for at lede længe efter decideret passende illustrationer til denne beretning.

posted by Paul Hartvigson @ 06:21   0 comments