HØJT MOD SYD

I morgen forlader jeg landet, og tager til Chile. Jeg skal så højt mod syd som man nærmest kan komme uden at ende på Antarktis. Det er sidste ben på turen - med flyvning ind til Punta Arenas. 100.000 indbyggere, og så er der ingen større byer sydligere i verden.
Alle disse landstaber. Og jeg er ikke opsat på at komme afsted. Det er dumt, dårligt og jeg har hovedpine. Jeg synes det er åndssvagt at være 24 timer undervejs, tur OG retur, og flakke rundt og se unikke ørkener og storslåede bjerge i Patagonien. Og jeg fatter det heller ikke helt, for jeg skulle være glad og inspireret. Istedeet for gik jeg igår i seng med spændinger her og der, og knaldende hovedpine.
Jeg ville gerne skrive om min mismod, træthed og irritation. Men der er en fodfælde i sådan en blog her, at jeg synes jeg skal leve op til min hidtidige stil og indstilling - være veloplagt, og fyre nogle flotte billeder og gode historier af. Og der er ikke plads til den nihilistiske, broksomme og mavesure Paul Hartvigson. Dem som kender mig ved at det også er del af mig. Og kender du mig ikke fra den side, så gør du det nu.
Den evige kamp mellem det uhæømmede udtryk, og den gode dreng. Det er min kamp. Den gode dreng vinder stort set altid. Pissetrættende.
Jeg har også feset rundt og investeret i vandrestøvler og handsker. Og sko, for mine nuværende er slidte og grimme, og jeg vil ikke se forkert ud overfor gæsterne, der har betalt 30.000 kroner på en 14 dages tur til storslåede oplevelser en halv verden væk. Og med forkert mener jeg at ligne den 3/4-arbejdsløse halvgamle idiot som jeg føler mig som. Men jeg skal spille rollen som experten der nærmest con amore er med på turen - hvis jeg spiller med på mit eget ego, og det indtryk Albatros giver i deres materiale. Jeg får 7000 i løn og 5000 i diæter for to ugers arbejde. Så det suger lidt ast investere i sko og støvler, bare for at kunne følge med dernede på pampassen.
Men, men, men. Gode sko er en god investering i det hele taget. Og det er op til mig selv ikke at blive fanget i forventningers forventninger - og faktisk nyde en tur i det ukendte, med de mange historier der vil vise sig, og knytte an til andre.
Det faste arbejde er et blegt minde, og jeg har ikke fået nogle sikre reaktioner på mine forslagt til foredrag. Jeg havde et møde med FOF, og syntes ikke det gik så godt. Men jeg venter stadig på svar.
Nu skal jeg pakke videre. Og min spleen ulmer.


1 Comments:
Det er så her du skal tænke på, hvor trist dit liv kunne have været. Du kunne (stadig) have siddet på et kontor og været vejleder eller bog-bundet historiker. I det mindste kommer du da lidt ud!
Send en kommentar
<< Home