DE SNÆVRE GADERS GNAVER
rejse ind i et sprog
En rejse er ovre, og jer er tilbage hvor mit modersmål tales, og jeg forstår det hele, med mindre jeg strammer mig alvorligt an. Men her vil jeg mindes mine kampe mod og med det spanske sprog.
Men i Chile rejste jeg i det fortsatte og tilbagevend- ende projekt om at være hjemme i det spanske. Og det går flydende efter mange år. Jeg bruger mine talegaver, og kilometervis af samtaler og forklaringer bag mig, overståede misforståelser, fine formuleringer over bjergkæder af forskele, og genveje udenom de væste bøjninger og sværeste konstruktioner.Men jeg rejser også med tekst. Også og altid. Et par uger før en afrejse, finder jeg spanske bøger frem - eller låner dem på biblioteket. Og rykvis sender jeg liv i hukommelsen. Jeg læser med ordbog ved siden, en hårdt tilkæmpet disciplin for en sjæl der heller vil gallopere over fantasiens sletter, og lade uforståede ord bag mig til de fortalber sig i et landskab af generelt forståede helheder.
Men jeg holder mig fast. Jeg slår op og vender sten i sproget og håber på at huske, at føje til forståelse.
Denne gang rejste jeg med Pablo Neruda. En papirs- indbunden udgave af Canto General, som jeg havde fundet antikvarisk i Buneos Aires i foråret. Havde hjemtaget og så stillet på hylden og glemt. Altså indtil det nærmede at jeg skulle tilbage til Chile. Og måtte tage favntag med landets berømteste digter. Og et gensyn i øvrigt, for engang i studieårene prøvede jeg kræfter med hans "Alturas de Maccchu Picchu" - og forstod absolut intet.Men det var gribende - og stort. For Neruda skrriver kontinenntets historie i digt. Og første cyklus indledningen påkalder Sydamerikas planter, dyr, fugle. Ja, og mineralerne har lange sange med glinsende og uventede ord til beskrivelse. Og floderne nævnes og beskrives - hvadeten det er at stige ind i Orinocos dåbsgivende tågeskyer af skarlagensrødt vand, eller Amazonas, befolket af døde træstammers dufte.
Sproget blomsterer langs digtets strømmen, og jeg rækker bævende ud efter forbi- passerende sprog- blomster. Og altså i samme bevægelse efter den grønne Spansk-Dansk ordbog. Al denne natur, og besyngelse af samme. Og selv med ordene slået efter, træder teksten ikke helt i fokus. Hvad vil det sige "at meteorens vinranker, safiren underjordisk, soldater inde i sten, sovende i kapper af tin.". Men en farlig færd ad floder og ind i grundstoffernes verden. For det er nemt at tabe tråden i alle disse geniets orerraskende sproglige krumspring.Her kommer jeg til kort, og geolog er jeg ikke. Og alligevel er jeg fanget af skønheden jeg ikke selv kan omfatte i ord.
Jagten på ord fortsatte på rejsens stræknin- ger. på indenrigsf- lyvninger med digtsamling og ordbog på flyrejsens klapbord. Og her begyndte jeg at bestige Macchu Picchus højder.Men før poeten fører læseren derop, bevæger han sig i en bylandskab af skygger og død, gentagelser, mørke og ubehag. Og blandt mennesker med hovet bøjet (det fornnemer jeg i stemningen), dukker figuren op. el roedor de las calles espesas.
De tætte gaders ... jeg slår op.
Roedor = gnaver.
Jeg stopper i 10.000 fods højde, men altså inde Macchu Picchus tinde viser sig. "de snævre gaders gnaver". Eller skulle jeg sige "De tætte gyders ... gnaver". Ordbogen giver intet alternativ.
Jeg forstætter læsningen, og når op ad "kastevindenes klippeskær" (det forstår jeg), "menneske-morgengrys høje rev" (forstår sådan OK), "Klippers moder. Kondorers skum" (og her er er jeg kun med hvis jeg tager sprogbrillerne af og gør mig lidt mere nærsynet. Men flot er det".
Nogle sider henne stormer digteren som bjergvinden og metaforer mejslet ud - uden nåde.
Jernmalmens ørn. tåge-ranke.
Tabte bastion, blinde krumsabel.
glinsende bælte, højtidelige brød.
Stormregns trappe, umådelige øjenlåg
Trekantede tunika, stenpollen
granitlampe, stenbrød
grundstofslange, stenrose
månehest, stenlys
... osv
Hvad skal det betyde? Tumultariske metaforer i den tynde luft. Nogen mening giver det. Og jeg fik slået nogle ord efter i den grønne!
de tætte gyders bæver
Men jeg tillod mig selv at stige ned fra Macchu Picchus højder - ikke at fortsætte i Canto General lige nu. istedet for købte jeg en kriminalroman i lufthavnen, under en af indenrigsflyvningerne. "Det Andet Ønske" af Ramon Díaz Eterovic. Det er anderledes at følge detektiven Heredia rundt iu Santiago. Djærv læsning, og nemt at regne sig til hvad der er en baldakin. - når man en gang finder ud af at den Simenon som detektiven diskuterer med på sit kontor er hans gamle kat.
En anden samarbejds- eller samtalepartner er kioskejeren Anselmo. Der udveksles de del livsvisdom hér. Her er en kiosk i santiago. Omend ejeren ikke ligner en original som Anselmo.
Det er nemt at genkende typerne. Forstanderinden på det pæne alderdomshjem er en slank ældre dame med knold i nakken. Værtshustrubaduren Palermo har kulsort hår der glinser af brilliantine. Ikke noget "kondorernes skum" her.
Det hander om nære og banale ting. En søn på jagt, en far på flugt, en underverden af alderdomshjem, udnyttelse af gamle. og en midaldrende, umotiveret detektiv til at opsnuse dem - selv hjemsøgt af mysteriet som sine egne forældre, og drevet frem af en stædig kvindes kærlighed.
Og ja.. jeg slår også ord efter her. Men jeg gør det ikke i frygt for at tabe tråden.
så måske er det Heredia.
...de snævre gaders gnaver:
alle udånder,l afventende deres død; deres kørte daglige død
og deres skælvende ulykkesvarsel for hver dag er
som en sort kop de drikker, rystende.

Cementerio General / Den Almen krikegård - dagen efter allehelgens


0 Comments:
Send en kommentar
<< Home