I SÆRDELESHED ALMINDELIGT
Jeg har efterladt ørkenens salt, vulkanerne i skyernes skjul, og udsigten til Ildlandet. Og er landet i landet en fredag, og gået en weekend igennem og indhentet søvnen og mig selv, og sluttet mig til kæden af hverdage i Danmark. Og idag er det atter sådan en dag, endda en onsdag. Altså den første dag, der føltes som "atter en hverdag" efter denne hjemkomst. Endda en onsdag i november, hvor det regner.
En weekend med Helena og Birgitte. Med familien, med kvinden i mit liv og datteren. Tur på kirkegår og fødselsdag i familien, og tid til at sove sig ind i årstiden. Pakke ud, vaske sokker der stadig lugtedeefter klatvask på hoteller. Og få banket turrapporten sammen og sendt til Albatros, Søndag aften før ugen gik i gang. Sådan for at være parat til livet i særdeleshed og fremtiden i almindelighed.
Det er let at falde tilbage i rutinen, opvasken, en kop te og checke mail, og oprydningen - eller overvejelsen om den nu er nødvendig eller ej. Dagliglivet passer som et par jeans der har ligget sommeren over, og stadig passer pasgangen. Og heldigvis for det, for ellers havde jeg vel lagt mig ud. For at forvikle mig i en metafor som fortaber sig i flugt over hustagene.
Det foregår i løb at lande og igen blande sig i verden. Jeg startede ugen med et møde om mine forslag til foredrag og byvandringer. Denne gang - hos HOF - var der bedre kemi. Så jeg har lempet tekster til efter anbefaling, og fundet en ny håndfuld aftenskoler at sende ud til. Så dér er noget i gære og grøde, som kaster glød på det daglige.Det er altså dagligt dagligdag, og hermed kaldet til at melde om det særlige, og fristelsen til at bekende mig til almindeligheder. Så hermed giver jeg jer første blogpost efter hjemkomsten.
posted by Paul Hartvigson @ 16:31
0 comments
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home