STILLESTÅENDE
Åbning, en smag af succes. Og åbningen efterfølges af dage hvor jeg syder i inaktivitet, mismod og modvilje. Fandens osse. Min personlighed, min karakter. Og jeg troede at nu lå verden åben, tage en hurdle og kunne tage nogle flere. Så falder jeg bare over mig selv.Sådan føler jeg det. Men jeg har også passet hus og barn, og læst i kloge bøger om politik i det 18 århundrede samtidig. Kigget lidt på hjemmeside. Men det er følelsen af ikke at ville rykke der hænger ved. Af at være gået i strejke. At fise den af indtil et eller andet bliver for sent.
Det kan hedde frygt for at fejle. Eller frygt for succes, selvom sådan et udtryk er en noget af den slags jeg bare hader og er træt af, som sådan et selvfedt indlysende statement. Og succes? Måske ikke succes, for den er bare så langt væk, og der er så meget arbejde der skal gøres før jeg kan noget nær leve af at lave de ture, og hvor starter jeg lige. Men så en umådelig træthed efter rejsens syvende eller ottende skridt.
Nå. Nu har jeg bekendt mig. Det kan være det hjælper. Selvom det ikke føles fedt, og ligger et stykke fra det image af mig selv, som jeg plejer at dyrke her på bloggen.
En kættersk bekendelse af manglende dynamisk sindelag.
posted by Paul Hartvigson @ 12:31
0 comments
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home