vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen

1.11.12

FREMTIDEN EFTER FEMTI

Vi runder en måneds kolde hjørne, med en sidste runde byvandringer, før vind og vinter lukker ned. Jeg ser lidt frem.

I weekenden deltog jeg i 30 års studenterjubilæum - en hyggelig oplevelse, uden der åbnede sig store dybder, svimlende taumer og det uhyggelige deja vu. Det var bare. Jeg var forberedt og landet. Der var gået mange år, og det var rart at se mennesker igen.

Jeg var forberedt gennem en frokost i Odense med Søren - kendt fra anden lokal sammnhæng - og dernæst fodtur i barndomskvarteret, i efterårets blæst og stænkende dråber, changerende med solglimt - så fantastisk som baggrund til en sentimental vandring; denne times vandring kom (mig meget lig) i stedet for at sætte mig ind på værtshuset Carlsens Kvarter, og læse litteratur en time på at andre skulle dukke op.

Her genkender jeg Hunderup- kvarterets fortorve med klinker - lagt på højkant ved udkørsler. Et glemt underlag for fødderne, og lige så naturligt når det en gang er registreret et stykke oppe ad Læssøegade.

Sic transit Hunderupskolen - i dag er rammen for den både skærmede og skrækkelige tid fra børnehavenklassen til 7. klasse ændret. Det er nu OK-huset Gurli-Vibeke. Underligt passende at mit lokale Alma Mater nu er plejehjem for demente. Og jeg er erindrende. Men altså Gurli-Vibeke. Altså.

Mit nye Alma Mater er RUC. I onsdags afleverede jeg ansøgning til optagelse på kandidatuddannelse. Jeg håber at supplere min cand. phil i hustorie med geografi, og blive cand. phil. Blive forbundet med forskning og samarbejdsmiljøer. Og andre lidt obskure planer.

Her er indgangen til barndoms- hjemmet fra mit 6 til mit 14 år på Langelinie i Odense, i det gamle pæne villakvarter i Odense. Bøgerhæk og Bedre Byggeskik i stort format.

Måske kan jeg bare ikke løbe fra at være fra en akademikerfamilje, selvom jeg næppe kvalificerer som tilhørende det bedre borgerskab.

Alligevel svømmer jeg på en eller anden overflade, uden frygt for en eller anden nævenyttighedens nøkke skal trække mig ned i aktiveringens halv-liv. Og jeg kan leve med at møde op til mit studenterjubilæum med en underligt selvbygget karriere med mig.

Men jeg er da vel den mest åbentlyst udadvendte i selskabet - var jeg det også for 30 år siden? Måske lige lidt frem- brusende? En anelse an- strengende? Nej, mest bare aktiv for at varme gulvet op for det sociale samvær. Måske har jeg mistet mistanken om at være ubevidst klovn. Jeg havde det egentlig godt i gymnasiet. Det var slut med folkeskolens frygt. Men fornemmelsen for en højere grad af eksistentiel utilfredshed åbnede sig også, uden jeg rigtig satte ord på det. Den gang kastede jeg mig direkte i studierne, i stedet for at få et liv. Senere kom livet snigende, og i mange år kiggede jeg ikke tilbage. 25 års jubilæet svandt og jeg følte en lettelse over ikke at blive kontaktet. Men så i år var det bare så oplagt at deltage.

Nu kaster jeg mig over studierne igen - men som sidetema til livet.

Men skal der være tid til studier skal jeg finde indtjeninger. Og der er nogt æstetisk i det også. Sorte tal på bundlinjen er pænt, og det er særligt smukt når jeg på grund af en sent indsendt årsopgørelse modtog 18.000 kroner tilbage fra skat på selve min fødselsdag - og dermed "gik i sort". Hvad jeg dog ikke opdagede før ugevis efter.

Skal jeg binde mig til Aldrig mere Overtræk? Eller bare lade solvensen være kilde til en mærkelig stolthed før en jeg ridser den og trækker over i forbindelse med operation Lev Livet.

Og om 3C. fra Skt. Knuds for 30 år siden; jeg glæder mig til at se jer igen en gang.

posted by Paul Hartvigson @ 23:50   0 comments