MIN KOP TE
Tyrkisk te serveres normalt i små glas der er lidt smallere på midten. Når jeg er fotograferet med én er det da jeg bestilte den under et ganske kort stop. Det var i går eftermiddags ved Dolmabaçhe Paladset, der iøvrigt var lukket torsdag.. Det blev jeg drillet med, da vi skulle hurtigt videre. Efter at være blevet dokumenteret rekvirerede jeg en papirkop til den. Og så videre. Som man ser på billedet er vejret solrigt. Det er så også køligt, og når solen daler fra ved 5-tiden bliver det decideret koldt. Men der er basis for en god solbrænding. Og nærmest altid vejr til en kop té.
Vi var gået gennem den kosmopolitiske del af Istanbul kaldet Beygölu (oh denne umlaut disse diftoner). Broen krydser det Gyldne Horn (en fjord i byen) over til bydelen med bankpaladserne og pariserfacaderne. Omend det første landemærke er Galatatårnet, genovesernes fæstning. Da fæstning hedder saray, bliver tårnet til Galatasaray - altså navnet på en af Istanbuls vigtigste forboldklubber, iøvrigt mede farverne rød og gul, hvilket medfører at i hjemområdet for den rivaliserende klub Be siktas må McDonalds iklæde sig andre farver for ikke at blive rutinemæsigt smadret. De kan godt blive agressive tyrkerne, men jeg har kun oplevet en til tider udsøgt høflighed, udover en smule anmasende sælgere. Fodbold og opførsel til side, er synet opad fra en af gyderne op til Galatatårnet typisk for den del af byen.
I Beygölu løber også Istanbuls moderne strøg, i dobbel strøgbredde med rafinerede forretninger og markeds- boder i sidegader, og en gammeldags sporvogn der løber hele vejen op til Taksimpladsen, der er centrum for det mondænt kosmo- politiske moderne Istanbul. Men også på vej gennem gaden var den kvinde med vogn. Klunser formoder jeg med mor følgende med. Men de var væk som en passerende skygge i det travle strøg. 
posted by Paul Hartvigson @ 17:22
0 comments
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home