ADIOS, PAMPA MIA
Sidste dage på Landbrugsrejsen
(at rejse er at leve, men turisme er en levevej)
Disse linier skriver jeg og disse billeder uploader jeg da jeg sikkert er hjemme på Nørrebro. turen er slut, og godt slut. Iøvrigt med en stor indsats fra min side, for tilfredsstille den gruppe af landboere jeg rejste med. I sidste afsnit (skrevet for en lille uge siden), var de temmelig skeptiske.
Men så skål! I et sådant fad af fransk eg opbevares Reservavinen på en vingård vi besøgte i Mendoza. Og det var en stor og professionel vingård, og det syntes de var spændende.
Argentina, og vejen gik stadig ligeud. Her er det grusvejen ud over pampaen, på vej fra et besøg på et gods på sletterne. Og der var lagt op til en bedre grill-frokost og en tur i parken i rolig tempo, hvad der jo ikke kunne gøre alle gæsterne helt tilfredse. Så der blev lagt lidt syn på dyr og forklaringer om landbrug ind, så de rejsende landbrugere ikke blev helt skuffede. På vejen tilbage til Buenos Aires stoppede vi spontant og fik set på malkekvæg. Så sov vi godt på vejen hjem i bussen.
Landet er landet og byen er byen, og her er der et blik gemmen hylderne på en stand på "Las Pulgas", loppe- markedet i San Telmo-kvarteret i Buenos Aires. Jeg fik ikke taget så mange gode billeder af den stilige og let forfaldne metropol med sine blærede avenuer og arkitektur.
Landet er landet, byen er byen og turismen er turismen. Og turisterne giver en slags liv til selv de døde symboler, og den forsvundne fortid.
Jeg har tidligere skrevet om den kultiske dyrkelse der har været i Argentina af Evita Perón, præsident- fruen der var "de skjorteløses loyale fortolker", og som døede i 1952 før manden og hendes politik styrede landet ud i en krise det aldrig helt er kommet ud af.
I følge vores forestilling er det argentinerne der lægger blomster ved hendes grav, og holder mindet i live. Men den søndag var det turisterne der huserede mellem mausolæerne på kirkegården i Recolta-kvarteret. Således arbejder jeg i et ret mystisk erhverv, med sine uudgrundelige og til tider morbide ritualer.
Turisme er turisme, og men her foregår det for alvor. Sidste dag om morgenen lykkedes det at komme på besøg på Liniers, det største kvæg- marked i Buenos Aires, i Argentina, i Verden...
Daglig bevæger 8-12.000 dyr sig igennem portene for at blive vejet, sat i bås, set an, budt på, stemplet med købers nummer, og drevet i andre båse, for at blive læsset på lastbiler og kørt på slagteri. Og gruppen vandrede rundt og snakkkede, og var ikke til at rive bort fra stedet - og selv dem der mest hårdnakket havde klaget over turens manglende faglige indhold, de var glade. Og de har oplevet noger virkeligt, og kan fortælle om det derhjemme.
Kvæg set oppefra gangbroerne, fra os længere oppe i fødekæden.
Lige ved Nørreport Station ligger en af byens mest besværlige passager. Der har været stillads i over et år på den nyere bygning på hjørnet af Frederiksborggade. Mennesker myldrer ad det indskrænkede fortorv mellem stationen og Israels Plads. Bus 5A stopper hvert fjerde minut og læsser folk af og på, og andre kommer op fra Metroen. Cykler er parkeret uden stativ og orden, og flere ligger og er væltet. Særlig passage med barnevogne er besværlig. Men når har familieudflugt med toget, er det netop her vi skal kæmpe os af bussen.
Her er også grimt. Bygningen er vel fra 60'erne i en moderne stil, der ikke passer med noget derinde, og den tilhørende kolonade er mørk - særlig med stilladset, og vinduerne til Brugsen udstiller bagsiden af hylder. Midt i kaosset står en sigøjner med harmonika og spiller opskruet balkan-karaoke med hjælp af en ghettoblaster og en kumpan der samler mønter i et papkrus, så jeg føler mig hensat til Bratislava - og ikke på den fede måde.
3 Comments:
Heheh ... sjovt, for lige præcis det sted har jeg selv bandet over mange gange. Og vi er nok ikke de eneste.
Nej, jeg er også endt i netop den flaskehals med en barnevogn et par gange. Forbistret! Tænk at være indehaver af den café der ligger derinde.
Og så lige en kæmpe hilsen til dig, Paul! Tak for sidst - og TUSIND tak for rødvin. *yay!*
Cafeen hedder Celil, men ambiencen gør at jeg kommer til at tænke på den som Cecil (Rød Cecil faktisk, da det er et rødt neonskilt)
Og hvad er det med de der sigøjnermusikanter. En anden af dem har sin faste post i tunnelen under Fredens Bro, på stien op langs Søerne. Måske føler de sig bare hjemme på de der udsøgt kiksede steder.
og når jeg har jer begge her, så er Rasmus selvklart også på Vestkysten, hvis Merlin 6 familie får lavet den USA-tur.
Send en kommentar
<< Home