vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen: november 2012

30.11.12

SLIDES FRA SLESVIG

Jeg er hjemme siden i mandags, og har fået kameraets billeder på computeren. Nogle foldere og kort har fundet dres plads i reoler og holdere. Andre er stadig i poser. Hjemmet var pænt og ryddeligt og vokser langsomt til i det sædvanlige rod. Det er stadig en plage og en velsignelse at have børn.
Her står jeg med Dybbøl Mølle i baggrunden - billede tage af Poul-Erik - Der var smukt vejr og lukket på oplevelses- centeret. Tilløbet hertil havde vi taget dagen før, med et besøg ved Skamlingsbankens monumenter i råkold tåge - og andre bautastene i Skibelund krat. Jeg ved - som historiker - om "betydningen af 1864". Historien har påvirket familien.
Jeg anerkender læren af det i min storpolitske holdning. Men jeg føler ikke noget ved at se møllen dér. Føler jeg noget ved at se de talrige mindestene fra de danske soldater der fik lov til at dø - som man siger - for Fædrelandets Ære. Men nu har jeg kigget rundt i de græsklædte rester af de i øvrigt prøjsiske, der pryder højdedraget bastioner.

Vi kom over grænsen til Flensborg i fredag eftermiddags trafikale rod, og uden ordentlige kort, ud over hvad der lå i en guidebog i min taske i bagggerummet. Vi kommer rundt i villakvartert og bliver vejvist af en dame, før vi kommer til den Gamle Kirkegård, hvopr Løven venter. Istedløven var et slag i ansigtet på det besejrede Tyske mindretal i 1850. Efter 1864 røg den til Berlin, og en anden krigs dønninger sendte den til København som vort underligste nationalsymbol og sad gemt bort ved havnen og så den Sorte Diamant opstå - og forsvandt tilbage. Eller lange forhandlinger har sendt løven derned nu - og i dag står der på skiltet at den er "tilbage som symbol på venskabet mellem dansk og tysk". Det er en smuk tanke. Løftet om man kan komme sig over historien med fornuften i behold.
Og halen? Der var noget med at løvens oprindelige hale hele tiden havde befundet sig i Flensburg, og nu er svejset på igen. Må få undersøgt det emne til bunds. Eller ikke...

Flensborg ved fjorden udforskede jeg på egen hånd dagen efter med brostens- stræder, slidte gamle huse, og levnene fra den store handelstid i 1700- og 1800-tallet - traditionen for rom holdes stadig lidt i hævn her. Og et møde på det Danske Centralbibliotek, med dets store samlinger og arkiv.

SKRIVNING FORTSÆTTES

posted by Paul Hartvigson @ 23:46   0 comments

26.11.12

LIVE I LÜBECK

Grønne marker, gule siv, blå himmel og skove der snart er afmonteret deres bladpragt. Det er den sidste halve time før Puttgarden. Altså er jeg endelig i Deucsche Bahns sikre hænder (i samarbejde med DSB, som jeg ikke er så sikker på.) Vi kører fra Oldenburg (Holstein), og et par bundespolizisten går registrerende gennem toget. Det er den slagne vej tilbage på en cirkulær rejse.

Gottorp Slot i går var sidste obligate besøg i Schleswig By, praktisk placeret et stenkast fra pensionen. Store samle-museer er krævende, også dette med middelalderlig kirkekunst, f´fyrstelige renæssance og barok, folkemindesale og en samling af Jugendstil. Nærmest gik livet af mig da jeg nåede oldsagerne via en elevator, ogh blev modtaget med, hvad jeg opfattede som en vbis misbillighelse af kustoden, over at jeg ikke var gået kronologisk frem gennemn de samlede samlinger.

Jeg er professionelt (om end ikke hdelt psykologisk) immun over for den slags dulgte irettesættelser, og snærkle mig baglæns gennem et didaktisk rotteræs af arkæologiformiodlimng til de i sandhed storslåede samlinger af offergaver fra jernalderen fra Nydam om Thorsbjerg. Selv i en konventionel museumsformidling stråler den slags.

Der var lukket for adgang til barokanlæg og Globusbygning i Slotshaven, så jeg drog et suk, og kunne for dannelsens skyld ikke undslå mig for at besøge sidebygningerne med moderne kunst. Misforstå mig ret, kunst er dybt trættende. Al denne menneskelige lidelse (kunstneres egen) idealiseret og fremhævet af snobbede samfundsstøtter. Og her der hele det Tyske Århundrede udstillet, med Nolde Bachmann, Barlach, Kollwitz og så mange andre der er lige så geniale som de blev erklæret entartede. Kunst og en dannelsesdagsorden. Uha. Men jeg havde dog en time at slå ihjel. Og så var jeg også mør af Kunstens betydningsfuldhed.

Hen på stationen, Brötschen mit ’delle, gennem tunellen, op på peronnen, ind i lokaltog, køre i solskind og ludende skyer, Rendsburg-spiralen, ned langs kanalen, stoppe på sporet et par minutter, og så til peronnen i Kiel, 30 sekunder til at skifte, så den by er uset endnu. Mens det så langsomt bliver mørkere over marker og skove og søer ankommer jeg til Plön...

PRINSER OG PLANETER I PLÖN.
... der er en feriemålsagtig yndig småstad på en tange mellem søer, med et hvidmalet slot snejsende over. Jeg får lov at stille den tunge taske i en spillehal, vandrer lidt rundt, og følger de første 500 meter af planet-stien, der får mig fra Solen på en bådebro (i fodboldstørrelse på en stolpe) helt til Jupiter (ca. en tennisbold.) så går jeg gennem en lav tunnel under jernbanen og ind på slottets område, og når en times rundvisning i slottet. hvor tyve andre gæster ventede, som åbenhbart også have booket et besøg her.

I slottet på Plön boede bl.a. hertug Friederich Karl levede et liv i luksus med en trappe fra sovekammeret ned til konen, og en trappe op til maitressen. Da hans eneste søn døde 1 år gammel, og andre ikke var på trapperne (ud over trapperne op til maitressen), fik han den danske konges løfte for at hans mange døtre ville få medgift, og at Danmark ville overttage Hertugdømmet Schleswig-Sonderburg-Plöns gæld. Og levede resten af sit liv i udsøgt forbrugeriskhed.

Senere funktioner var militærakademi, Hitlerjugend-anstalt, kostskole; og nu et internat for optikeruddannelser – Feldtmann hedder firmaet/instituttet – og det var dem der gav gratis ture.

I mørtke steg jeg på lokaltoget mod Lübeck to timer efter ankomsten

Det korte program og årstidens forhold gjorde at min sightseeing af Hansestadt Lübeck blev i bedste forstand overfladisk. Tre store porte og fem gamle kirkers tårne rejser sig mod himlen, mellem stræder af gamle huse. I starten efter Holsteintor var der for mange danskere og svenskere der som mig drev rundt med blæsten og så på butikvinduer. Jeg kom til at beslutte mig for at skridte den ganske store gamle by af, for med fødderne at mærke dimensionen af Københavns store rival i middelalderen.

Her bor folk i gamle huse, og i den østlige side af byen er der meget få butikker, og cafeer og knejper er lokale. En overfladisk undersøgelse kan være absolut oplysende. Og egentlig er jeg lettet over at det omsiggribende julemarkeds bjælkehytter var lukket ned, og at der ikke var adgang til noget museum eller nogen kirke da i mørket (og jeg havde Flensburger rom flydt på lommelærken).

Morgenen tog jeg en lille tur i byen og kom forbi et kedeligt kæmpetelt i en sidegade. Men her var overfladen åbnet til en udgravning ppå 80 x 100 meter; ca. 20% af en arkæologisk undersøgelse, der foregår over flere år. Her faldt bomberne under krigen, og her er en Hochschule fra start-tresserne nyligt revet ned. Jeg skrabede overfladen yderligere med et par indkøb. Det sidste af vinterhandsker og solbriller til børnene ligfe ved banegården. Men nu er jeg vendt her, og Lübeck ligger det lige for at vende tilbage til. Forhåbentlig hindsides julemarkeder.

Danmark er nu nået, rejsen går mod ende. Vejen ligger åben til nye opdagelsesture.


Billedkvalitet beklages, da jeg kun har kabel med til mobilen, ikke kameraet.

posted by Paul Hartvigson @ 12:38   0 comments

24.11.12

STIERNE OMKRING SLESVIG

Ad udfordrende omveje når jeg denne dag til indsigtens sted i dis og mudder. Meget misvisende var vejrudsigten på min telefon i morges tidligt; "Schleswig 5 grader, Kedeligt". Cyklen lejer jeg hos en driftig udlejer i fiskerflækken Holm, der disse dage er landfast med resten af Slesvig by.

Første mål når jeg efter by, forstads og landkørsel. Dannevirke- museet med både den gamle vold og de danske mindretals historie. Altid en svær-at-sluge udfordring for mig, som er fra en familie med et par store patrioter. Og jeg må iøvrigt respektere at et mindretal overlever og har indflydelse. Lidt fra museet ser jeg symbolet for det forgæves i den genopbyggede skanse fra 1860'erne, hvor et Danmark høj på nationalromantik forestillede sig at riget kunne forsvares bedre fordi fæstningen lå netop dér, hvor man (eller nogen) 1000-800 år før havde havde holdt nogen andre ude. Men det var koldt i vinteren 1864, og stillingen blev minitært håbløs. Men ikke mere håbløs end de danske politikeres fornægtelse af nederlaget. Herman Bang skrev om sårfeberen fra 1864. Men nogle af skaderne kom måske fra halucinationer fra hjernebetændelsen, der i forvejen hærgede.

Påmindelser om Fædrelandet bringer mig nærmest altid i ubehageligt humør. Heldigvis er der rum til at hvæse og bande på en cykel, og udfordringer til at svede det ud og at blive træt og glad bagefter. Som efter at forcere en sumpet dal midt på Kovirke, med en trappe under reparation, som jeg må have cyklen op over. Cyklende ad jordstier forvildede jeg mig, men finder en runesten ved norets sivklædte bred. Jeg passerede Hedeby eller Haitabu. Et imponerende område inden for ringmuren, og et smukt vikingemuseum. Det der får ti-øren til at falde dér er udstillingen med måske 200 små rum med hver sin lille glasperle i. Noget der taler om det volumen af fund der er i jorden her.

Herfra over det grønne Mor Ane landskab i tågen, på vej mod en aftale. Over Fahrdorf, Borgwedel og Güby når jeg driftsbygningerne til Lousenlund, og ad en sært civiliceret sti over markerne til kostskolen i lystslottet i den gamle park. Jeg er i hvad der en gang er et adeligt territorium.

Dr. Alf Hermann fortæller mig om den sværme- riske Landgreve og Statholder Carl von Hessen og hans have indrettet mystiske frimureriske idealer. Fx. det nu nedbrudte tårn, med den fejlagtigt benævnte ”Iskælder”, der egentlig var det alkymistiske laboratorium, hvor Carl, under vejledning af greven af Saint Germain lavede forskellige magiske drikke, og fik frembragt de Carlsmetal, der er brugt til at betrække den indre globus i det solur, der stod i midten af det symetriske anlæg foran hovedbygningen, og som fremstår som æblet i et øje når man kigger fra enden af anlægget mod hoveddøren med det liggende rhombeformede felt ovenover; dette felt bliver selve øjet.
Her er søjler og obelisker, sigtelinjer, og en kreds af gamle lindetræer, hvor runestene en gang vr opstillet. Bl.a. den jeg havde forvildet mig forbi nogle timer før. Og længere ind i park og skov ligger den opstemmede sø, hvor der en gang var en hule under vandfaldet. Hule og vandfald er drattet sammen, men vandet løber, og her er et par overgroede trin. Der var en tilsvarende hule, hvor vandløbet munder ud i Slien. Og når hvis man steg op fra dette, ville den forgyldte midterglobus i soluret netop fremstå som pupillen i øjet, nævnt ovenfor. Men til tider noget diskret, for gemalinden havde vist ikke den store forståelse for Langrevens stræben efter sære idealer.

Længere inde er de sidste Hertuger af dette hus begravet i et anlæg. Ingen hedder hertug mere, og den nuværende er ikke Prinz Christoffer zu Schleswig, men Chrisfoffer Prinz zu Schleswig. Altså ikke det statsretslige "hertug", men det nondespript fornemme "prins". Og om dr. Hermann forklarer er Louisenlund "hertug"familiens eigentum, men stilfelsen med kostskolen har den som besitz. Ejerskabsforhold kan være lige så spidsfindige som esoteriske ritualer er det. Men der er en fascination af adel alligevel i mange hjørner og krige af Forbundsrepublikken.

I tiltagende tusmørke kommer jeg tilbage til Zum Weissen Schwan. Jeg har tilbragt 35 km. på cykel, og nogle indsigter rigere, rejst af en mærkeligt tilrettelagt rute har jeg passeret rejsens højdepunkt, og begiver mig i morgen granskende på vejen hjemad. Allerede har jeg kravlet ad en vindelktrappe op over kuplerne under taget i Haderslev domkirke, og fået adgang til rækkerne af kister bag kapellet i Sønderborg Slot. Istedløven har jeg bevidnet har fået sin hale tilbage. Endnu resterer museet på Gottorp Slot, Slottet i Plön og en aften og tidlig morgen i Hansestadt Lübeck, før jeg fanger toget til København på mandag formiddag.

posted by Paul Hartvigson @ 20:54   0 comments

23.11.12

KRYPTER OG KELLNERE

Ensomheden var lige så påtrængende som tågen da jeg vandrede gennem Slesvig By, noget desorienteret. Domkirken påkaldte sig opmærksomhed som et pejlemærke skåret i sort silhuet, så ved det dæmpede lys fra korvinduerne - og til sidst ved sangen derindefra. Der var en åben dør, og et kor der øvede, og ingen øjne konsekvent på mig som jeg gled gennem sidekapeller og bag søjler rundt i den mægtigte bygning med buer af røde og sorte teglsten. Jeg passerede epitafen for Frederik den Første i prangende marmor og trådte lydløst bag den midlertidige opasats hvor kormedlemmerne var igang med at lokke et oratorium til samarbejde.

Det var let at træde over det bånd der spærrede af foran højalteret, og egentlig kun havde sin plysklædte og pølsetykke autoritet til at holde mig ude. Brüggemannalteret kan imponere med sine 12 meters højde og 7 meters bredde, men jeg værdigede det kun et par blikke. Til højre for det var jerngitteret af smedejern. Ganske rigtig med våbenskjoldet for hertugerne af Gottorp, med Slesvigs løver, Holsteins nældeblad, Stormarns svane og Ditmarskens ryttter og den norske løve. Som æltinger af Christian I var de arvinger til Norge. Et let tryk på den høje gitterport forsikrede at der var åbent. Og bagved sad den den gamle smedejernsnøgle i sin lås i de meterhøje jernbeslåede porte til de Gottorpske hertugers kapel.

Jeg er var nået rejsens midte - Schleswig By - i aftenens støvregn, og havde indlogeret mig på Pension Weisser Schwan, hvor værtindens tyske sprog lyder af Østeuropa, og prisen er godt en tredjedel af hvad det er på Gottorffer Hof lige ved siden af. Flensburg forlod jeg kl,. 18. Ved et opbud af viljestyrke lykkedes det mig at shoppe - vintertøj blev det til - selvom popmusikken i forretnignerne og gallerierne ved forgængergaden Holm stemmer mig nedrigt. Et kamera blev det ikke til. Men nu er jeg klar til lørdagens ture i landskaber i regnvejr til museer og slotspark på lejet cykel.

Skuffer det dig at høre at jeg ikke drejede den flere hundrede år gamle nøgle til porten til hertug- gravene? At jeg forlod domkirken, med et par sideblikke kastet fra medlemmer af sangkoret. At jeg fandt vejen tilbage til den nogenlunde levende del af provinsbyen. At jeg nu sidder i Cafe og værtshus ved ZOB (busstationen), hvor jeg kan komme på nettet med en kode. Og sidde ved et rigtig bord i stedet for en af computerne til leje i det buede lokale ved siden af med de grå tæpper, hvor luften er endnu mere tilrøget, og tyrkiske eller kurdiske mænd spiller domino og kort om et par små borde bag ved billiardbordet. Herinde sidder de lokale og griner og snakker, rafler og drikker oppe ved baren. Radioen spiller "Seasons in the Sun", en grønt blinkende lyskæde snor sig over restaurantbordene og jeg venter på en Riesen Currywurst mit Kartoffelsalat. (Lokalet er i stueetagen lige til højre for bussen på billedet, fra den gang Schleswig ZOB - om end ikke Schleswig Dom var ny).

Det var mit ærinde i aften at skrive rejsedagbog - og kodeordet på Weisser Schwan virkede ikke (på det punkt er Gottorffer Hof vel et bedre sats). Men jeg ville alligevel ud og se byen i mag og mørke. Og nyde mennesker i mine omgivelser. De de Gottorffer Hertuger må hvile i fred.

((letztes Nachricht; min Currywurst er med pommes frites))

posted by Paul Hartvigson @ 21:09   0 comments

20.11.12

GÅR DER HERTUG HANS I DEN?

Dagen før afrejse til Hertugdømmerne. Der resterer en smule oprydning, og en del pakning. Så i morgen afleverer jeg børn i institution og smider mig på et Intercity til Kolding - og derfra begynder udforskningen turen sydpå - ganske langsomt.

Det har været lidt småty med anbefalingerne af andet en museer mv. Men jeg har fået stykket elementer sammen til et program. Så er det bare om at være åben for tilfældigheder, og huske at være social og ikke bare studerende.

Så håber jeg der ikke går Kong Hans i den. Og der er uretfærdig, for Hans var faktisk en af de mindre dysfunktionelle monarker i senmiddelalderen, og det eneste han rigtig skabte ro i var kongerækken. Og det var mere på grund af sønnen Christian den anden der fik sig selv afsat, så Hanses bror Frederik kom til.

Men her er Hans den Yngre - bor til Frederik II, og altså barnebarn af Frederik III, og en af de hovedmistænkte i at gøre den lokale historie til et dynastisk kludetæppe. Han blev sandsmælssigt hertiug da hans bror blev konge. MEN han fik selv seks sønner, der alle blev hertuger også, hvis de levede længe nok. Deraf husene Sønderborg, Nordborg, Glücksborg, Plön - og på sigt Augustenborg.

Han ligner jo en fandes ka'l. Men han var vist temmelig forurettet over ikke at få den fulde hertugrettigheder af sænderne. Og hans mange sønner og deres flere efterfølgere havde også mest titlen i forhold til almindelige grever. Det er den historie jeg også skal ind i nu. Men forhåbentlig også nogle almindeligheder og dagligdags sager.

posted by Paul Hartvigson @ 16:16   0 comments

11.11.12

EKSPEDITIONEN AFGÅR 21.11 TIL HERTUGDØMMERNE

Den nævnte torsdag mødes jeg i Kolding med min kollega Poul-Erik Jespersen. Denne dag og næste fortæller han mig om Kolding og Christians- feld - og vi besøgerne Dybbøls skanser. Tirsdag aften krydser jeg grænsen og tager til Slesvig by.

Efter en dag eller to dér, vil det lykkedes at komme sydpå før jeg mandag 26.11 vender hjem fra Hamburg eller Lübeck, med tog eller fly.

Billedet her er af Plön i Holstein, hovedsæde for en af de mindre og mere spredte hertugdøm- mer. Det kom op da jeg søgte Schleswig og November på Google, og fulgte denne sti i tågen.

Det er en dannet rejse, hvor væsentlige steder besøges. Men særligt skal mennesker mødes og tysk tales.

Nogle kontakter er etableret, men gode rejseråd er velkomne. Jeg låner lejligheden ud mens jeg er væk, hvilket giver anledning til oprydning og hjemmeforbedringer.

posted by Paul Hartvigson @ 05:14   0 comments

4.11.12

UDLÆNGSLER

Søger spontane rejseråd for ca. 21 - 26/11.

Så meget spalte- plads om en udflugt til Odense (herunder), så få ord om dan daglige dont, under- visningen, guidningen, børnedage mellem kærlighed og desperation. Det er udlængslen der rykker. Og udsigterne er tågede.

Jeg har brug for inspraion og gode råd, anbefalinger af venner fra venner.
Endelig har jeg behov for at fortælle igen hvor jeg savner at rejse. Mangler et perspektiv i alt dette København, hvor ud i jeg bliver mere og mere kyndig, og dette Danmark, der aldrig ophører med at se sig selv som gudgivet - selvom vi også kan dispensere fra Gud og være os selv nok i ophøjet uvidenhed.

- Familie- ferie sidst i november falder igennem på grund af flyvetider, ditto priser, tempera- turer i Europa. Og en lille tvivl hos børnenes mor og jeg, om hvor vidt vi kunne lade være at mundhugges undervejs.

Så jeg står tilbage med en 4-5 dage til en smuttur. Men hvor?
- Tænkte Edinburgh, for at besøge venner dér, men det passede ikke lige.
- European Tourist Guide konference i Dubrovnik den weekend. Men der bliver halvdyrt, og jeg kunne ikke få mig inspireret.

Hvad vil jeg:
- til et nærliggende sted, gerne en by.
- et sted hvor jeg kan møde nogle spændende mennesker, der kan give mig et par nøgler til hvor jeg er.
- Jeg skal anbefales til folk, da jeg ikke er god til at lave spontane kontakter.

HVOR? - Nærom- rådet. Dvs. Hamborg, Riga, Stavanger, Gdansk, Antwerpen, Göteborg, London, Tampere. Stor nok by til at blive væk i.

- Men jeg kunne også gennem- trawle Hertug- dømmerne fra Vamdrup over Sønderborg, Slesvig, Pløn, Glycksborg. Eller givet bare nogle af stederne.
- Og jeg kunne da også flyve til Madrid, Marseille, Milano, hvis jeg bare anede hvad der skete dér.

Jeg er interesseret i stedet. Samfundet, historien - mest af alt historierne - landskabet, maden - kunsten i sekundær grad; altså hvis den har noget af fortælle (jeg er mistænksom over for kunsten). Vil møde mennesker, opnå forståelse.

Det er omkring weekenden 23-25/11. Den 27.11 skal jeg være tilbage.

I slut september tog jeg en en dages sviptur til Bornholm - de billeder illustrerer posten. Jeg fik set Aa Kirke, Natur Bornholm, spist røget sild og gammel ost i Arnakke, og set Dennis Gade Kofod's dukke- eller revisit-teaterstykke Ellestingeren, snakket med ham og Liv Trudsø - og hjem med morgenfærgen til guidning og familiepligter.

posted by Paul Hartvigson @ 22:16   0 comments

1.11.12

FREMTIDEN EFTER FEMTI

Vi runder en måneds kolde hjørne, med en sidste runde byvandringer, før vind og vinter lukker ned. Jeg ser lidt frem.

I weekenden deltog jeg i 30 års studenterjubilæum - en hyggelig oplevelse, uden der åbnede sig store dybder, svimlende taumer og det uhyggelige deja vu. Det var bare. Jeg var forberedt og landet. Der var gået mange år, og det var rart at se mennesker igen.

Jeg var forberedt gennem en frokost i Odense med Søren - kendt fra anden lokal sammnhæng - og dernæst fodtur i barndomskvarteret, i efterårets blæst og stænkende dråber, changerende med solglimt - så fantastisk som baggrund til en sentimental vandring; denne times vandring kom (mig meget lig) i stedet for at sætte mig ind på værtshuset Carlsens Kvarter, og læse litteratur en time på at andre skulle dukke op.

Her genkender jeg Hunderup- kvarterets fortorve med klinker - lagt på højkant ved udkørsler. Et glemt underlag for fødderne, og lige så naturligt når det en gang er registreret et stykke oppe ad Læssøegade.

Sic transit Hunderupskolen - i dag er rammen for den både skærmede og skrækkelige tid fra børnehavenklassen til 7. klasse ændret. Det er nu OK-huset Gurli-Vibeke. Underligt passende at mit lokale Alma Mater nu er plejehjem for demente. Og jeg er erindrende. Men altså Gurli-Vibeke. Altså.

Mit nye Alma Mater er RUC. I onsdags afleverede jeg ansøgning til optagelse på kandidatuddannelse. Jeg håber at supplere min cand. phil i hustorie med geografi, og blive cand. phil. Blive forbundet med forskning og samarbejdsmiljøer. Og andre lidt obskure planer.

Her er indgangen til barndoms- hjemmet fra mit 6 til mit 14 år på Langelinie i Odense, i det gamle pæne villakvarter i Odense. Bøgerhæk og Bedre Byggeskik i stort format.

Måske kan jeg bare ikke løbe fra at være fra en akademikerfamilje, selvom jeg næppe kvalificerer som tilhørende det bedre borgerskab.

Alligevel svømmer jeg på en eller anden overflade, uden frygt for en eller anden nævenyttighedens nøkke skal trække mig ned i aktiveringens halv-liv. Og jeg kan leve med at møde op til mit studenterjubilæum med en underligt selvbygget karriere med mig.

Men jeg er da vel den mest åbentlyst udadvendte i selskabet - var jeg det også for 30 år siden? Måske lige lidt frem- brusende? En anelse an- strengende? Nej, mest bare aktiv for at varme gulvet op for det sociale samvær. Måske har jeg mistet mistanken om at være ubevidst klovn. Jeg havde det egentlig godt i gymnasiet. Det var slut med folkeskolens frygt. Men fornemmelsen for en højere grad af eksistentiel utilfredshed åbnede sig også, uden jeg rigtig satte ord på det. Den gang kastede jeg mig direkte i studierne, i stedet for at få et liv. Senere kom livet snigende, og i mange år kiggede jeg ikke tilbage. 25 års jubilæet svandt og jeg følte en lettelse over ikke at blive kontaktet. Men så i år var det bare så oplagt at deltage.

Nu kaster jeg mig over studierne igen - men som sidetema til livet.

Men skal der være tid til studier skal jeg finde indtjeninger. Og der er nogt æstetisk i det også. Sorte tal på bundlinjen er pænt, og det er særligt smukt når jeg på grund af en sent indsendt årsopgørelse modtog 18.000 kroner tilbage fra skat på selve min fødselsdag - og dermed "gik i sort". Hvad jeg dog ikke opdagede før ugevis efter.

Skal jeg binde mig til Aldrig mere Overtræk? Eller bare lade solvensen være kilde til en mærkelig stolthed før en jeg ridser den og trækker over i forbindelse med operation Lev Livet.

Og om 3C. fra Skt. Knuds for 30 år siden; jeg glæder mig til at se jer igen en gang.

posted by Paul Hartvigson @ 23:50   0 comments