FØDSELSDAG MED DOMKIRKE
At tage varsler af sin fødselsdag. Efter jeg har pakket gave ud med Ursula (som jo deler min fødselsdag), og vækket Helena, afleverer jeg pigerne hos moderen, og kommer ud af døren nærmest uden hast. Susende på vej ned ad Nørrebrogade får jeg øje på betjenten ved Fælledvejkrydset og får hugget bremserne i, så jeg komemr til stop på fodgængerfetets afstribning, og kan 20 sekunder senere rulle dydigt forbi en der ikke så samme og indkasserer girokortet med 500 kroners bøde. Så langt så godt har jeg undgået udgift og en pinlig forbindelse. Så langt så godt er der tid til at bøbe wienerbrød i Brugsen ved Trekroner Station til at kunne give på holdet.
Formiddag på RUC introduceres middel- alderen. Jeg væver lidt i starten omkring problemerne med afgrænsning af perioder, og siger "men det er vel ikke vigtigt" undervejs, hvorefter en studerende siger "så gå videre til noget andet". Jeg studser og siger "det vil jeg ikke svare på. Jeg føler mig udfordret". Jeg tager mig sammen, og får skabt rammer for perioden støttet af studerendes øvelser. Under en briefing fra min kollega Susanne får jeg endelig kommet på nøglekontoret. Efter 4 år har jeg nøgle. Til gengæld må jeg som den eneste give afkald på kørelejlighed med holdets biler. Jeg får bemærket til den rappe studerende at en gang imellem kører jeg tomgang om morgenen, og det må hun undskylde. Hun er tysklærer på Zahles, hvor jeg selv læser til meritlærer.
Jeg går tilbager til Trekroner Station og tager toget til Roskilde, hvor undervisningen fortsætter med besøg i Domkirken, Jeg tager nedgangen til tunellen peronnens fjerne ende. Tog valget mellem to muligheder for for kebag, for den ene havde Oçanbasi (grill), og den anden for meget burger på menuen. Hersegade hedder den lille grå provinssidegade med toetagers huse. Jeg passerer Dagbladet og Gustav Wieds Øl og Vinstue, der ligner et mørkt og hyggeligt hul at falde i en grim halvfjerderbygning dér i byens indre bagside. En tanke til dig Gustav, før jeg ender ude på Algade - gågaden.
Domkirken knejser over den lave by med sine gotiske vælde og sekstenhundredetals tvillingspir. Den har givet sin ånd af Middelalder over til rådhusetsbygningerne, men det er Myldretiden der præger Stændertorvet. Den provinsielle privatbilisme holder hus på byens centrale plads, det behjulede bagland, hvorfra rasende brøl kommer om byens snarlige død, når der reguleres trafik i København. I hovedstaden er byens rum - middelalderformet som Roskilde også er - åbnet for mennesker siden fra nittenhalvtredserne.
Roskilde er ikke hovedstad længere. Roskilde mistede sin biskop da Danmark mistede Skåne, i den fredstraktat i 1658 der netop blev forhandlet i Roskilde, hvor Corfitz Ulfeldt forhandlede for svenskerne. Forbindelsen forsvandt også til Lund, der på en måde havde været en nerve i det hidtidige Danmark, de to domkirkebyer, med København voksende i midten. Fra 1660 flytte bispen til København, og Roskilde blev hovedsagligt de døde kongers by. Senere er det blevet matricen for provinby i litteraturen, og skål igen Gustav Wied.
Domkirken er vældig og fuld af hjørner og historier. Jeg ankommer som den sidste til rundvisningen i kirken, netop som Kirsten Kimer slår de to slag for den halve time. Og vi føres kyndigt rundt ved Anette Kruuse, som selv har opbygget domkirkens museum. Bygningen er gigantisk, log detaljerne florerer. Kannikkernes stole omkring Højalteret med træskårne scener fra gammelt og nyt testamente, højalteret selv, der efter sigende blev erhvervet billigt da en skipper på vej fra Antwerpen prøvede at slippe billigt gennem Øresundstolden. Gitteret til Trollernes gravkapel, hvor den fromme Christian VI fik gravsat sin stedmoder i ubemærkedhed bag den djævlelignende gestalt (forglemmelse om dette forhold sendte mig i 2007 ud af radioquizzen Danmarksmester).
Og de utallige kongelige grave, startende fra Harald Blåtands apokryffe, og sluttende uden for kirken med Frederik IX og Ingrid, hvor det var rimeligt at vore nuværende kongelige også skulle stedes til hvile, hvis ikke den evindelige Bjørn Nørgård åbenbart har brugt syv år på at designe en halvgennemsigtelig glassarkofag, der ligner et æg lagt af en UFO, og åbenbart skulle udtrykke vor tid. En alamodisk klæg royalisme bundet bundet op på vor nationale selvovervurdering ville jeg sige. Og hvis Bjørn absolut SKAL bare fordi han KAN (for det er bæstets væsen selvom halvdelen af hvad han laver er mindre end genialt - tenderende mod regelret grimt), hvorfor kan han så ikke skabe glassarkofagen i form af en gravhund? Og så gravlægge de kongelige i Frederik 9. og Ingrids passende diskrete gravsted uden for bygningen. Men kirken er til demonstrationer, som den hele den højmiddeladerlige indretning er til ære for Margrethe I, og for at Erik af Pommern kunne hævde at løfte hendes arv.
Jeg tiltrådte således hjemturen fuld af indtryk, som stadig siver ud af mig netop som jeg skriver. Hjem til at lave sidste indkøb til fødselsdag med gode venner til middag i det nye og midlertidige hjem. Og en enkelt som havde inviteret sig selv og heldigvis kunne eskorteres ud efter et par timer for at være uafstemt med det iøvrigt gode selskab.
En glædelig dag med mange indtryk. Omend jeg selv senere på natten blev til et græskar, men det ved jeg ikke om jeg vil tage varsler af, da jeg ikke husker om klokken på det tidspunkt havde passeret midnat.
Du er inviteret til at være med når jeg demon- strerer byvandring som element i under- visning, formidling og pædago- gisk arbejde. Det er en vandretur fra Nørreport til Nørrebro på to timer, med en fortælling om Københavns udvikling fra 1850, og hvordan de historiske spændinger spiller ind i nutidens konflikter.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home