vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen: september 2010

28.9.10

FORMIDLING I BEVÆGELSE - INVITATION TIL BYVANDRING 7/10 kl. 10.00 - 12.15


Du er inviteret til at være med når jeg demon- strerer byvandring som element i under- visning, formidling og pædago- gisk arbejde. Det er en vandretur fra Nørreport til Nørrebro på to timer, med en fortælling om Københavns udvikling fra 1850, og hvordan de historiske spændinger spiller ind i nutidens konflikter.

Undervejs vil jeg også forklare og diskutere metode, teknik og planlægning af en byvandring. Hvad er muligheder og udfordringer i denne form for undervisning?
Lur nogle fif og giv mig et par gode råd!

Start 10.00 ved Nørreport Station (hjørnet af Nørregade og Nørre Voldgade)
Slut 12.15 tæt på Blågårds Plads.

Tidsrammen er valgt af hensyn til mine medstuderende i Almen Didaktik på seminaret.

Læs mere om min pædagogiske profil på mit CV på nettet. Og det vil jeg også gerne have nogle input på.

25.9.10

ISCENESÆTTELSER I SÆRLIGT LYS


"Det er lyset der er noget særligt". Det blev sagt omkring Danmarks top, den gang der dannede sig kunstnerkoloni deroppe for godt 130 år siden. Der er ikke videnskabeligt bevist noget i den henseende, og bered jer på en kort prædiken over teksten "tingene er ikke hvad de synes at være"

Da jeg var i/på Skagen med Geograferne sidste weekend, så blæste det en del, så lyset skiftede ofte - hvad der kastede landskab og sine i stedse ny belysning. Opmærksomheden på det særlige lys stammer fra et tidspunkt hvor malerne flygtede ud af atelierer og af byernes nærhed, så langt man kunne komme. Og det var til 1890 med agevogn fra Fredrikshavn langs selv stranden. Så Skagen fik ryet for noget særligt. Det der med lyset, og der Drachman fik afsunget Midsommervisen først, og PS Krøyer der skødesløst iscenesætter fiskerliv, familieliv og kunstnernes frie tilværelse. Naturligheden iscenesat, og her viser Krøyer sig som en mester.
Da Krøyer så nogle uskarpe billeder efter festen hos Anna og Michael Ancher, blev han fyr og flamme og trommede selskabets medlemmer sammen og skitserede billede af gårsdagens fest. Med æstitiske omplaceringer af personer og ændringer afr tøjfarve. Og jeg skal dy mig for at lad min ironiseren gå over i nedvurdering. En kunstner der lader inspirationen bortskylle sine tømmermænd er værd at beundre. Det være sig som farvemester eller iscenesætter.
Billedet der markant symboliserer det frie kunsnerliv I Skagen befinder sig i Göteborg, og Skagen museum er henvist til at vise det gennem en digital udstilling, indrettet i det atelier, hvor billedet blev malet i 1884.

Geograf- forbundet havde valgt Skagens Odde til sit 40 års jubilæum under mottoet "40 år på toppen". Og det omend faget muligvis er i krise, fordi et udvalg med deltagelse af politikere og medlemmer af Dansk Indiustri ser en mening i at slå det sammen med biologi og fysik i skolen, under det mundrette navn "science". For vi er i en tid hvor alting skal gøres nyt. Det ville splitte de umage dele i et dannelsesfag, hvor mennesket møder materien i god romantisk tradition. Og kendetegnende skal man finde en engelsk betegnelse for det fag der nu skulle tjene betalingsbalancen. Så hvad det er de skrider frem mod er uvist, men her er "geografilærere i modlys, Skagens Odde, 2010".
Når jeg sådan udbreder mig over landskabers lys og ladning, er det også for at henvise til Jacob Schmidt-Madsens rejse flakkende i følget på en tusind år gammmel regnsky og dens budskab. Jeg vil ikke afbilde denne, men blot give jer "En Byge" af Johannnes Larsen. Han var ikke var Skagensmaler, men havde berøring med en af kunstnerkolonierne på de to ANDRE nordvendte danske odder, Fyens Hoved og Odsherred. Og der er nærmest noget manende over den måde kunstnerne søger ad norden til. Atter en åndens fugletræk gennem reelle landskabers symbolske sider?

22.9.10

GIVER SLIP PÅ BURMA


I mandags blev Burmaspillet lukket ud af sækken på Christians- havns Gymnasium. Det var med fuld opdækning af igang- sættere fra Operation Dagsværk og 240 deltagere (60 mere end beregnet). Spillet og strukturen holdt, der var fordybelse i opgaver, men også kaos på gangene og noget slinger i valsen. Det suspekte valg blev afblæst på grund af håndgribelig konfrontation mellem entusiastiske elever i modstridende grupper - noget jeg havde satset på at undgå. Men stemningen var der, elektrisk og lidt uforløst, med åbning for læring og mobilisering til Dagsværk-kampagnen.

Det har været en spændende og givende proces - til tider også forvirrende. Jeg er delvis tilfreds med resultatet. Dagsværks sekretariat og de især frivillige aktivister har haft meget at lave, og jeg har ikke haft timer nok til at finpudse. Der var opgaver med at pakke og sende materialer, der kom ind over planlægningsmøder. Jeg havde ikke automatisk gehør og autoritet hos den gruppe jeg skulle arbejde sammen med - men det var sgu' også meget sundt at finde en øjenhøjde. I tiende-ellevte time er de unge frivillige kommet ind i opgaven, og er i stand til at operere spillets mekanismer. Det er travle og hårdt arbejdende unge mennesker. Det bliver spændende at følge på spillet på sidelinien.

Det er vemodigt at give slip. Når jeg træder ud af døren til Sekretariatet i Studiestræde i går, og går ned af trappen alene. Hvad jeg efterlader er et projekt som en gruppe styrer i fællesskab. Når du freelancer, hvem er det så du evaluerer med, drikker fyraftensøl med? Deler dine tanker om job uden frygt for at komme til at kede den du taler med. Så jeg taler her.

Jeg der kender live rollespil vil kunne forstå billederne her (det er fem timers forløb og uden store kostumer). Flere billeder kan ses på burmabloggen

1 Comments:

At 25 september, 2010 09:30, Anonymous Jacob said...

Tilykke med premieren!

Det har vaeret godt at foelge processen fra indledende modvilje til stort engagement. Isaer din burmablog har vaeret underholdende og oplysende med mange fremragende billeder - naesten som om du skrev dernedefra.

Og med hensyn til fyraftensbajerne, saa tror jeg at man drikker dem med de andre freelancere. Haenger de stadig ud paa Cafe Laangebro, Plan B, Apparatet og Vasketeriet - eller er jeg helt bag om dansen?

 

Send en kommentar

<< Home

20.9.10

PÅ VEJ FRA OG TIL


Til fortabelse af morgen- maden opgiver jeg position, et sted i efteråret, der symbolsk starter for alvor mig her et par dage før jævndøgn. Jeg er netop hjemme fra to dage på Geografweekend på Skagen, med geografilærere og ditto enthusiaster, hvad der giver store oplevelser i landskabet - her et sandflugtskrater i klitterne ved Raabjerg Mile. En lejlighedsvis fornemmelse af noget surrealistisk. Så meget at jeg gik socialt død midt inde i festmiddagen på Gl. Aalbæk Kro (hvor vi boede). Jeg havdde mere brug for Johnny Madsen til maden end jazztrio. Kanotur og eftermiddagssol fik mig mere op dagen efter, og sol og blæst ind i øjne og sind.

Nu skal jeg snart ha' en kop kaffe og cornflaks og flux krydse byen på cykel til Christians- havns Gymnasium, hvor Burmaspillet skal lanceres for føstre gang i dag. Jeg har været på dagsværk et par gange i løbet af sidste uge, men det har været de frivillige der har gjort sig klar til at styre spillet og dets opgaver. Mere elle3r mindre efter mine oprindelige forestilloinger. Mere eller mindre lydhøre efter mine råd og fornemmelser. Det er engagerede og fornuftige unge mennesker, de får nok noget godt ud af det.

Jeg er både spændt, og havde gerne en fri morgen efter en faglig weekend. Og alligevel bytter jeg en morgenmad mod et blogindlæg. Men det er på tide jeg pralcerer mig i landskabet. Jeg har meldt mig til Geocaching, nu SKAL jeg have en smartphone der kan GPS'e. (jeg presser og motiverer mig selv til at tage springet ind i en anden teknologi. Men det er fanema svært at gidde.)

Efteråret starter her, fordi kalenderen ligger mere åben efter Dagsværk - og der skal tjenes penge på noget. Findes lejlighed. Livet skal videre. Opgiver position. Bip.

2 Comments:

At 20 september, 2010 10:30, Anonymous Anonym said...

ARRRRGH! Det hedder I Skagen og ikke PÅ Skagen. Det var godt, at ingen deroppe hørte dig sige det, for så var du havnet i havnen med en cementklods om fødderne :-)

 
At 20 september, 2010 15:30, Blogger Paul Hartvigson said...

Jeg må klargøre at weekende foregik PÅ Skagen Odde. Vi boede i Aalbæk (første stavelse udtales som Aal i Aalborg). I løbet af turen var vi også i Skagen by. Og det er selvfølgelig "i" Skagen så.

 

Send en kommentar

<< Home

13.9.10

TO ÅR


Her nyder Ursula i høj grad at der bliver sunget for hende ved fødsels- dagen i Søndags. Hun var hoved- personen, men mor og far blev også fejret.

9.9.10

FØDSELSDAG MED DOMKIRKE


At tage varsler af sin fødselsdag. Efter jeg har pakket gave ud med Ursula (som jo deler min fødselsdag), og vækket Helena, afleverer jeg pigerne hos moderen, og kommer ud af døren nærmest uden hast. Susende på vej ned ad Nørrebrogade får jeg øje på betjenten ved Fælledvejkrydset og får hugget bremserne i, så jeg komemr til stop på fodgængerfetets afstribning, og kan 20 sekunder senere rulle dydigt forbi en der ikke så samme og indkasserer girokortet med 500 kroners bøde. Så langt så godt har jeg undgået udgift og en pinlig forbindelse. Så langt så godt er der tid til at bøbe wienerbrød i Brugsen ved Trekroner Station til at kunne give på holdet.

Formiddag på RUC introduceres middel- alderen. Jeg væver lidt i starten omkring problemerne med afgrænsning af perioder, og siger "men det er vel ikke vigtigt" undervejs, hvorefter en studerende siger "så gå videre til noget andet". Jeg studser og siger "det vil jeg ikke svare på. Jeg føler mig udfordret". Jeg tager mig sammen, og får skabt rammer for perioden støttet af studerendes øvelser. Under en briefing fra min kollega Susanne får jeg endelig kommet på nøglekontoret. Efter 4 år har jeg nøgle. Til gengæld må jeg som den eneste give afkald på kørelejlighed med holdets biler. Jeg får bemærket til den rappe studerende at en gang imellem kører jeg tomgang om morgenen, og det må hun undskylde. Hun er tysklærer på Zahles, hvor jeg selv læser til meritlærer.

Jeg går tilbager til Trekroner Station og tager toget til Roskilde, hvor undervisningen fortsætter med besøg i Domkirken, Jeg tager nedgangen til tunellen peronnens fjerne ende. Tog valget mellem to muligheder for for kebag, for den ene havde Oçanbasi (grill), og den anden for meget burger på menuen. Hersegade hedder den lille grå provinssidegade med toetagers huse. Jeg passerer Dagbladet og Gustav Wieds Øl og Vinstue, der ligner et mørkt og hyggeligt hul at falde i en grim halvfjerderbygning dér i byens indre bagside. En tanke til dig Gustav, før jeg ender ude på Algade - gågaden.

Domkirken knejser over den lave by med sine gotiske vælde og sekstenhundredetals tvillingspir. Den har givet sin ånd af Middelalder over til rådhusetsbygningerne, men det er Myldretiden der præger Stændertorvet. Den provinsielle privatbilisme holder hus på byens centrale plads, det behjulede bagland, hvorfra rasende brøl kommer om byens snarlige død, når der reguleres trafik i København. I hovedstaden er byens rum - middelalderformet som Roskilde også er - åbnet for mennesker siden fra nittenhalvtredserne.

Roskilde er ikke hovedstad længere. Roskilde mistede sin biskop da Danmark mistede Skåne, i den fredstraktat i 1658 der netop blev forhandlet i Roskilde, hvor Corfitz Ulfeldt forhandlede for svenskerne. Forbindelsen forsvandt også til Lund, der på en måde havde været en nerve i det hidtidige Danmark, de to domkirkebyer, med København voksende i midten. Fra 1660 flytte bispen til København, og Roskilde blev hovedsagligt de døde kongers by. Senere er det blevet matricen for provinby i litteraturen, og skål igen Gustav Wied.

Domkirken er vældig og fuld af hjørner og historier. Jeg ankommer som den sidste til rundvisningen i kirken, netop som Kirsten Kimer slår de to slag for den halve time. Og vi føres kyndigt rundt ved Anette Kruuse, som selv har opbygget domkirkens museum. Bygningen er gigantisk, log detaljerne florerer. Kannikkernes stole omkring Højalteret med træskårne scener fra gammelt og nyt testamente, højalteret selv, der efter sigende blev erhvervet billigt da en skipper på vej fra Antwerpen prøvede at slippe billigt gennem Øresundstolden. Gitteret til Trollernes gravkapel, hvor den fromme Christian VI fik gravsat sin stedmoder i ubemærkedhed bag den djævlelignende gestalt (forglemmelse om dette forhold sendte mig i 2007 ud af radioquizzen Danmarksmester).

Og de utallige kongelige grave, startende fra Harald Blåtands apokryffe, og sluttende uden for kirken med Frederik IX og Ingrid, hvor det var rimeligt at vore nuværende kongelige også skulle stedes til hvile, hvis ikke den evindelige Bjørn Nørgård åbenbart har brugt syv år på at designe en halvgennemsigtelig glassarkofag, der ligner et æg lagt af en UFO, og åbenbart skulle udtrykke vor tid. En alamodisk klæg royalisme bundet bundet op på vor nationale selvovervurdering ville jeg sige. Og hvis Bjørn absolut SKAL bare fordi han KAN (for det er bæstets væsen selvom halvdelen af hvad han laver er mindre end genialt - tenderende mod regelret grimt), hvorfor kan han så ikke skabe glassarkofagen i form af en gravhund? Og så gravlægge de kongelige i Frederik 9. og Ingrids passende diskrete gravsted uden for bygningen. Men kirken er til demonstrationer, som den hele den højmiddeladerlige indretning er til ære for Margrethe I, og for at Erik af Pommern kunne hævde at løfte hendes arv.

Jeg tiltrådte således hjemturen fuld af indtryk, som stadig siver ud af mig netop som jeg skriver. Hjem til at lave sidste indkøb til fødselsdag med gode venner til middag i det nye og midlertidige hjem. Og en enkelt som havde inviteret sig selv og heldigvis kunne eskorteres ud efter et par timer for at være uafstemt med det iøvrigt gode selskab.

En glædelig dag med mange indtryk. Omend jeg selv senere på natten blev til et græskar, men det ved jeg ikke om jeg vil tage varsler af, da jeg ikke husker om klokken på det tidspunkt havde passeret midnat.

1 Comments:

At 09 september, 2010 21:59, Blogger Lise A said...

Pudsigt! Jeg har også lige været i Roskilde Domkirke. Det må være en virus eller noget.

 

Send en kommentar

<< Home

1.9.10

REGN MED EN REJSEBERETNING


Efteråret er startet, og nu også sæsonen for at følge en blog fra den store verden, da min ven Jacob i dag er draget til Indien for at følge en den rute som en monsunsky tager i et klassisk indisk digt, mens samme sky skal bringe et budskab mellem en eksileret ægtemand og en elsket viv på himalayas grønne skråninger. En lang sætning fortjener ideen og dens gennemførelse. Monsunen har hærget i sin vælde i Pakistan, men nu er den ved at tone ud, som Jacob lander i Bombay, og senere tager ind i landet. Så får vi at høre om vers og vejrfænomener og vejstrækninger i det indre og ydre indiske landskab, som det tager sig ud efter regnen.

Billedet er fra en eftermiddag i regntiden for otte år siden, mens boblerne endnu dominerede i Mexico by.