vfcdswq1 Hartvigson-Ekspeditionen: april 2011

25.4.11

SKUMLE CYKLER PÅ STENBROEN


I denne påske har jeg forfulgt studier og projekter. Blandt andet var jeg i eftermiddag på en drivende fotosession i byen, på jagt efter smørrebrød, og fotochancen på en båd i havnen - en båd jeg kan lave ture i. Smøørebrøddet hænger iøvrigt også ind med byvandringerne, det er en vicdereudvikling af "Smag på Byen", jeg skrev om for eksakt en måned siden.

Dagens ene indsats var at lave en underside på specialture på byvandring.nu. Den skal finpudses i morgen, og sendes via et link til tidligere kunder, incoming rejsebureauer, og andre interesserede.

Det er også indsatsen for at finde et par kunder til et par ture - og tjene penge på den halvkorte sigt, for likviditeten er dårlig, når jeg nu skal gennemføre et projekt i Sydhavnen og afrapportere, før det udløser midlerne. Så jeg har haft mig i nakken og være energisk og strategisk - og det skal også hålde i morgen mandag - feriens sidste dag.

Samtidig får jeg flere kolleger ti lat lege med i byvandring.nu. Deres ture giver sitet fylde, og forhåbentlig flere besøgende. Til gengæld publicerer jeg deres ture, så de får jobs. Jeg synes det er en sympatisk forretningsmodel.'

En af mine kolleger er så Winnie, der har udtænkt en cykeltur om mord og andre voldeligheder på Nørrebro - og i den forbindelse skulle jeg have billeder til en omtale. Da det skulle tages hurtigt fik jeg ideen at fotografere åsteds-ejendomme cykelhjulet.

Fra oven er det Prins Jørgens- gade, der faktisk fik sit navn efter det blodige mord i Louisegade (så fælt at man omdøbte gaden, eller ville ingen flytte ind dér). I midten er det Nørrrebrogade 58, hvor Hypnosemordene skete under et bankrøveri i 1951. Det læser jeg nu, efter at have fotograferet den fine facade i venetiansk stil med grønbrændte kakler - og forestillet mig noget mere intrigante omstændigheder bag de nedrullede gardiner. Mere socialrealistisk er sidste cykelbillede fra Fensmarksgade, hvor en ondsindet og ynkelig ung mand dræbte 8-årige Connie i 1971.

Iøvrigt fandt jeg det nødvendigt at indføre et afsnit i hjemmesiden med de nye ture, så der var noget at fordøje mellem Smørrebrødsruten og Døden på To Hjul.

Hvilket cykelbillede er det skumleste. Klik på linket og se hvad jeg valgte.

posted by Paul Hartvigson @ 00:55   0 comments

23.4.11

ÅBENTSTÅENDE


Kom hjem til Askeonsdagaften fra fire dage på landet med Helena og Ursula, og fik mig selv, min rygsæt, og ekstra tasker hentet i et bagagerum. Kastede mig i arbejdet i stolen i lejligheden forancomputeren, og intensiteten et sted bag lysskærmen, eller i8 bøgerne spredt ud på bordet. Vågnede om natten og arbejdede 3 - 6, og om morgenen til 12. Første opgave et studieprodukt til Didaktikkden, udkast til et tværfagligt forløb med tysk og geografi. Giver mig atter en anledning til at pudse det tyske af. Udover det at jeg læser lidt Heine og Schopenhauer jeg har hjembragt fra sommerhusets bogsamling.

Som illustration af isolationen er for oven pigerne på en ø ved Hornbæk Havn.

Det var altså først om eftermiddagen, hvor jeg havde inviteret mig i kolonihave og blev hentet med min cytkel og fik et lift til Skovlunde, at jeg egentlig så byen sprunget ud i påsken med mennesker i hundredevis på hver en plet og plads i solen, og lyset mere skærende og angiveligt strålingsfarlig end nogensinde. I går var jeg også ude, og et aldeles kikset foto illustrerer trængslen i Kongens Have Langrfredag.

På Dronning Louises By står der noget pakket ind i plast. Det er ikke kunst, måske en skamstøtte. For det er apparatet der kan tælle forbi- passerende cyklister, og med dioder vise, hvor mange der i dag har passeret og i år indtil nu. Men det har aldrig vist et helt år. Den blev taget i brug i 2009, i juni. Og i efteråret 2011 pakket ind da cykelstien blev udvidet. Det var overstået i december, men nu snart et halvt år efter er den ikke i i gang med at tælle. Så for tredie år kommer der ikke et tal. Jeg mistænker at det der de samme sabotører i kommunens kontorer der sørger for at busslusen i Stengade ikke er i funktion.

Når man krydser til Nørrebro må man godt ruge over konspiratorioner.

posted by Paul Hartvigson @ 11:15   0 comments

10.4.11

ÅRETS UDSLIP


For tredje år var jeg med på Tippen i Sydhavnen og se fårene blive sluppet løs. Der gnaver de den farlige kæmpe- bjørneklo ned. Det var 20 minutter med linje 3A fra Stengade og Helena og Ursula på børne- og løbecykel over Karensminde, jernbanebro og ned gennem Tippen, et langt stykke ud i dette menneskeskabte vildnis. En 100 mennesker til at overvære udbindingen efter en smule venten ved et hegn.

Da fårehundene havde drevet dyrene lidt rundt i deres nye frihed, kunne vi gå ind. Og da fåreflokken galopperede ned mod vandet stak en række børn efter det - inklusive Helena, der er med også for tredje år i træk. Ursula er ivrig, men ikke så godt gående mellem græs og tuer. Jeg selv tog hende på nakken og prøvede at følge med storesøster.
Men hun og de andre unger var væk i foretempo, der var buske, blå himmel og skarpt lys, og en skrænt ned til vandet. Det vil sige strædet mellem Sjælland og Amager. altså til kysten. Ihverttilfælde et sted hvor byens brokker møder strandens sten. For tippen er fremkommet ved at saneringsaffald er blevet læsset herud. Og jeg kan ikke sige om en af de mursten der her er fotograferet i vandkanten stammer fra det hus der stod her i Baggesensgade, før den bygning jeg nu bor i kom til i 80'erne.

Ursula og jeg lod altså storesøster være storesøster nogle minutter - jeg i sikker forvisning om at hun ikke helt ville forvilde sig med fårene. Ganske rigtigt havde hun sluttet sig til en familie, og vi fik fundet hende på vej ud af indhegningen. Her er et billede fra Valbyparken senere på eftermiddagen, kort før min hjemtur med to glade piger, der havde svært ved at side stille i bussen.

Det var tredje dag i træk i Sydhavnen. Jeg kommer til at være der over den næste måneds tid, for det ligger nu fast at projekt Tryghedsvandringer bliver forankret dér. Der kommer definitivt mere nyt på bloggene fra 2450 SV.

posted by Paul Hartvigson @ 00:25   0 comments

5.4.11

OMKRING MALMØ TIL SYDHAVNEN


På en sviptur til Malmö fik jeg besøgt et nyt og innovativt space under den kileformet bygning, der engang var Stabelen på det store Kockums Skibsværft, få meter fra kæmpekranen, som var byens vartegn til for en ti år siden, indtil nogle koreanere købte den for en krone, hvis de vel og mærke pillede den ned selv og sejlede den væk.

Altså beliggende i Västre Hamnen. Det er kendt for Turning Torso og øko-byggeriet ude ved vandet, men det indre aqf havnearealet er endnu meget af et No Man's Land. Men kommunen har bevilliget nogle millioner til opstart af et innovativt værkstedsmiljø derude. Måske fordi det er et slags sår i Malmös bevidsthed, at her lå den store industri, der definerede byen. Så idag foregår der noget nyt i Stapelbäddsparken.

Og næppe var jeg kommet hjem derfra, før jeg fandt ud af at jeg skulle til Malmö igen.

Det er Tryghedsvandringernes skyld. Og de er grunden til jeg i første række har et klippekort over sundet. Projektet lå mere og mere stille i en måned, mens jeg lirkede for at åbne interessen hos forskellige parter. Eller som jeg udstrykker det "mulige projektpartnere". Det var med mindre og mindre inspiration.

Men en aften sad jeg med mine planer og økonomien. Jeg vil gennemføre. Jeg vil lære noget. Og jeg kan mægtig godt bruge at få projektet gennemført og få udløst nogle af midlerne til mit honorar.

Det handler lidt om penge det her - det er fra jury-udspørgslen før uddeling af 5 portioner af 5000 kr. i malmø i lørdags. Der var 10 projekt- magere der hver lavede et pitch på 5 minutter, efterfulgt af panelets spørgetid på 5 minutter. Blandt andet ses Luisa Carbonellli i panelet (rødt hår og gestus), og en tilbagelænet idemager, der havde lavet udplantnings- plantekasser i genbrugsplastic. Måøske var han for laid back, for han fik ikke en portion. Det var Luisa (beboende i Malmö) der havde inviteret til evengemangen via Facebook om fredagen. Og jeg fulgte min impuls og var der om lørdagen.

Men altså tilbage til Tryghedsvandringerne. Jeg skiftede jeg strategi - holdt op med at holde fast i ideen om at vandringerne skulle afholdes lige i Haraldsgadekvartert - og tilbød at afholde Tryghedsvandringer gennem andre netværker. Jeg blev mindet om et lokalt konsulentfirma der arbejder med byudvikling. Der var ikke bid, med positiv respons og navne på andre mennesker derude, der kunne være interesserede. To uger efter har jeg to meldinger om interesse fra Sydhavnen; også kendt som Kongens Enghave.

Det er godt at skifte- det hedder path of least resistance. Og selvom jeg kunne have excveleret og fundet koderne til at gennemføre projektet som først tænkt - så er det netop ikke det vigtige.

En aften med korrespondance udløste også svar fra nogle af de folk jeg interviewede om Tryghedsvandringer i Januar i Malmö, og fra Göteborg, hvor metoden er udviklet. Så på torsdag skal jeg over og gå Holma-Kroksbäck området efter i sømmene i en Tryghedsvandring.

Godt så. Og aktivitet giver oplevelser. Og jeg har netop postet nyt på Projektbloggen - inklusive opdateret min gamle tidsplan, der var håbløst undergravet.

Da jeg var i Malmø under anden aprils blændende sol, var jeg også et smut i shopping- kassen Maxi, tre stenkast fra det innovative miljø i Stapelbädds- huset. Det var for at fuldende den kulturelle oplevelse af stedet - og at se hvad om de svenske priser er lige så gode som rygtet har fortalt.

posted by Paul Hartvigson @ 21:25   0 comments

4.4.11

MED TIDEN


At følge med tiden. Det kræver sin mand, og jeg padler ned af tidens flod, og får da også set mig tilbage. Men får jeg også reflekteret - andet end på en måde at se mit ansigt genspejlet i det metaforiske vand min forestillede kano glider igennem, smult og med strømfald. Og hvad der det så jeg ser genspejlet?

Her er der billeder uden mig på - da jeg har taget dem.

TYSK. Guidetræ- ning ved Rosenborg, Jorry fortæller. Jeg deltager i foråret i et tysk kon- versations- kursus. Formålet er at gøre mig klar til at tage en prøve og blive turistfører på tysk, fra Maj måned. Det vil give flere jobs og mere fleksibilitet over sommeren. Jegt er meget glad for det, og mit sprog er blev befriet.
I Gymnasiet kæmpede jeg mig op fra 03/03 som mundtlig/skriftlig tyskkarakter til 6/7 ved 3 g. (Det svarer efter tiden norm til at klatre fra et 0 til et 4). Den strenge knudret aparte tysklærer var Torben Rump. Og efter den omgang havde jeg bevist min stædighed, men har længe følt mig underlig underkendt i tysk. Nu vokser glæden ved dette sprog.
Konverationskurset er for guider, log det er ikke en forudsætning for at tage prøvben. Men det er en fornøjelse at være på kursus med så mange gode kolleger. Vi er alt for ofte alene i vores arbejde.

Oppe i Hornbæk sidste søndag. I Brugsen i Hornbæk greb følelsen af desperation mig. Svigermor havde kørt pigerne og mig op. Jeg vaqr kommet lige fra træningsgdag med tyskholdet, og havde overnattet i Birkerød, hvor pigerne allerede var. En lys søndags formiddag var vi kørt til Saunte.

Om eftermiddagen var vi cyklet til byen for at købe ind - pigerne på børne- og løbecykel. Det er nået før lukketid - men så rammer den lange elastik. Handlingslammelse i indkøbet, børn i fridressur mellem hylderne - de væltede heldigvis ikke noget. Fornemmelsen af bundethed og begrænsning var knugende. Irritation over madindkøb, hvor jeg forventer at pigerne ikke rigtig gider spise hvad jeg laver. Allehånde konflikter vælder op i familie- og indkøbssituationen. At moderen ser skævt til det, hvis de får noget med sukker eller andet usundt. Muligvis et mine om min far og mor i skænderi over en køledisk i Irma - også i Hornbæk (butikken længst lukket).
Til sidst rejste mig - tog mig sammen - valgte hgvilke sild jeg købte og kvilke kiks ikke - og fik to glade piger ud af butikken og varene i anhænger- vognen - og ned til sandet, stranden, solen. Hvorfor vi var deroppe.

I al den glade livets strøm rammer kanoen også mod bunden en gang imellem. Men de der andre tanker fylder så meget, det er bare ikke dem jeg fotograferer. Der er flere frustrationer forbundet med sommerhuset. Jeg skylder min bror nogle penge - som jeg betaler tilbage - og er på mange måder uenig med ham om hvad vi skal bruge sommerhuset til, hvordan det skal være. For eksempel hvor meget børnenes legetøj bør fylde, hvor meget der bør være af det.


BEGRAVELSE I BALLERUP 1 april. Min studiekammerat fra guidestudiet Kirsten Dyregaard er død af kræft, og bliver begravet i byen hvor hun nærmest altid har haft rod, skønt hun havde være over store dele af verden og livet. Meget havde hun prøvet i en alder af 64. Landsbykirken ligger med røde mursten og 1500-tals kalkmalerier for enden af shoppinggaden. Bagefter snakker jeg med guidekolleger ved gravøllen, det bliver hyggeligt, glædeligt. Kirsten har samlet os en sidste gang.

Jeg er derude på cykel, og mellem infrastrukturen under fredagens blæsende blå himmel finder jeg en baggarage med cuykelhandler, hvor en ældre cykelsmed får sat et nyt beslag på mit bagsæde, så det ikke hele tiden synker ned. Hvad det har gjort siden jeg fik monteret et træk til den cykelanhænger der nu står oppe i skuret i sommerhuset i Hornbæk, for at lette indkøb. Og som min bror brokker sig over at fylder.

Billedet er taget ud af cykelhandlerens dør, måd et landskab af infrastruktur og facader. Før jeg tager cykel og tog tilbage, og ender til Fredagsøl på Ørsted Ølbar i Nørre Farimagsgade, sikkert inde i metropolen - og får mig vist overtalt til at tage på Fastaval i påsken for første gang i fem år. En del øl den fredag.

Slut nu. Afsted før jeg skal hente. Der skal købes ind, og det virker ikke for mig at have børn med i butikker.

posted by Paul Hartvigson @ 14:24   0 comments