Hartvigson-Ekspeditionen: december 2008

28.12.08 ET STED MIDT IMELLEM

Ordene henviser til for det første sandheden. Bortset fra jeg ikke ved hvad udsagnet til venstre skal gøre godt for, og om det over hovedet er sandt. Men det står der på. En rød væg, en grå dag. Før jul. Og far fik sine fødselsdagsgaver i hus, og havde ikke lyst til at smadre noget. Og så bank da jeres egne ho'der mod en mur hvis I mener det I skriver.

Politi på Nørrebro - men for en gangs skyld i ved at håndhæve trafikfor- søgskøre- forbuddet på Nørrebro- gade. I aviserne læser man at de til gengæld ikke har overskud til at kigge efter narkotika. en utaknemmelig opgave at være politiet, men her er de altså synlig i gadebilledet på 'broen, og ingen kaster sten. Bagved et par af de butikker der måske/måske ikke lider under trafikeksperimentet.

Hvis det skal smadres er det ikke her, Sorrtedams Dossering, lillejuleaftens- dag, med lav sol over skulderen der varmer bagfra, og vildt genskin via søoverfladen der badede hele promenaden i sommerligt lys. Lyst og dejligt, Usrula sov i barnevognen, og de sidste ærinder blev nået den dag før jul. Inklusive at få hentet et par kasser bleer. Og så blev det jul igen.

Det er Østerbro i baggrunden, hvor min far voksede op, og min mor havde rødder, bedsteforældre, og sin gang. Det var dér de fejrede jul i 30'erne og 40'erne.

Titlen kan også referere til "mellem jul og nytår", frostdiset Nørre Farimags- gade med det gamle kommune- hospital i baggrunden, på vej til et fix af tropisk hede i Palmehuset i Botanisk have; med Helena, ledsaget Jakob Moesgaard og Jacob Schmidt Madsen.

Jeg fik ikke taget billeder inde i huset, men man må tænke sig til temperaturerne, eller kigge ind (før 15 her i vinteren, mandag lukket).

0 Comments:

Send en kommentar

<< Home

23.12.08 NU OVER OS

Julemåneden. Og som den dog går. Går dage med arbejde og andre, hvor tiden overhaler forestillingen om hvad jeg gerne ville. Men jeg så har travlt med børn, uopsættelige projekter, papirarbejde og juleindkøb, tænker jeg over hvad jeg kunne sætte mig ned og skrive om, hvis jeg havde tiden. Men et barn skal til læge - vi skal checke vuggestue til Ursula - Der skal bedømmes eksamensopgaver - et møde af en slags - noget kommer i vejen, og har ikke fået blandet mig og blogget som jeg ville.

(En eller anden dag tyndede jeg voldsomt ud i link-listen her th. Så sig hvis der er noget I savner.)

I over to uger tænkte jeg at jeg ville tage tråden op fra Lotte på eksistens. net, og diskutere julehjælp og god- gørenhed. Hvad jeg dog ikke nåede. Men jeg nåede ind til Rådhuspladsen med et par sække glemt tøj fra børnehaven til Kosovo (eller Kosova). Det var for det meste ikke vores tøj - men jeg tog da tiden til at køre det ind.
Lottes opfordring gik på at støtte julehjælp til danskere, hvar jeg ikke har efterkommet. Jeg har heller ikke finansieret en ged til nogen i et u-land, hvilket også er sidste-år-agtigt ifølge en trendforsker jeg hørte på P1, der sagde at finanskrisen fik folk til at lægge deres godgørenhed tættere på hjemmet.
Jeg har ikke givet det store til jul. Jeg bruger første halvdel af december på at forklare mig selv at julen ikke er en personlig fornærmelse mod mig personligt. Og bagefter forsøger agt tage det med et smil, for ikke at genere børn og anden familie (fordi jeg er en sur flipper, passiv modstand militant ureligiøs type) [passiv modstand er at tage munden for fuld, jeg er ikke Ghandi... mumlende modvillig meddløberi er mere mig]. Jeg betaler dog troligen månedlige 3-400 kr. til Amnesty, Folkekirkens Nødhjælp og Læger Uden Grænser hver måned. Ikke at jeg hermed vil spille hellig i en juletid (hellig på en verdslig måde). Jeg føler mig faktisk forvirret om jeg gør nok. Er det det rigtige. Er det aflad jeg læsser af?

Jeg havde tematikken oppe da jeg deltog projekt på Østerskov Efterskole (se et par poster nede), hvor U-landsbistand var del af Afrika-tematikken. Hvorfor hjælper vi? Hvordan bliver vi overtalt? Når vi støtter, gør vi det ud fra solidaritet eller følen-os-bedre?

Men som sagt... jeg havde travlt, og trætte aftener osv. osv. og fik ikke ytret mig, bare vaklet videre mod Julen. Som altså er over os nu.

I MÅNEDSVIS har jeg tænkt at fortælle at jeg har købt en ny brugt ladcykel til erstatning for Christianiacyklen der blev stjålet. Det er en Sorte Jernhest med rød kaleche der ses på billedet herover og herunder. Den er jeg glad for.

Soldaten med sækkene: Indsamlingen var organiseret af soldater i Kosovo og promoveret på TV.

Og en glædelig jul. Nå jeg nu alligevel har tid til at skrive. Alligevel har råd til at give julegaver til børnene (og investere i transportmidler). Også selvom jeg ikke har råd til at tage familien på ferie til de varme lande.

Håber du får givet gode gaver.

0 Comments:

Send en kommentar

<< Home

18.12.08 NÅ

Trafikeksperimentet på Nørrebrogade fortsætter indtil i sommer. Det har borgerrepræsentationen besluttet. Nok er jeg tilhænger af at Nørrebro- gade uden biler, men jeg er endnu mere tilhænger af demokratisk debat. På strækningen opfordrer standere som denne os til at give vor mening til kende. Det er ren staffage og demokrati- røgelse fordi dialog er et smukt ideal. Man signalerer inddragelse af borgerne. Og gør iøvrigt som det passer én selv.

Det er venstrefløjen der var vedtaget det. Jeg plejer at holde med dem. Og bilde mig ind at det bare er regeringen der trumfer sin vilje igennem.

Det er den radikale borgmester Bondam der er primus motor. Denne stil er i modstrid med de gamle radikale dyder. "Mit parti" som jeg aldrig stemmer på.

Det er heller ikke sådan vi kæmper os tilbage til et land med ordentlig omgangstone.

Tror I at vi er idioter og nyttige stemmekvæg?

0 Comments:

Send en kommentar

<< Home

15.12.08 FORANDERLIGHED

Sidste weekend pakkede familien sig sammmen for at tage en 10 dages tur til Jylland. Det var med besøg hos venner i Århus og Viborg i weekenderne. Tirsdag - fredag skullle jeg arbejde på Østerskov Efterskole (rollespilsefterskolen), med at afvikle et projekt. På billedet ses dagen for udturen - Helena nyder færgens fart og skum til agter.

Men ak. Birgitte havde haft lidt ondt i tæn derne allerede ved afgangen. Hun måtte vende hjem med pigerne søndag. Med skam og melde var min irritation over ændring af planerne større end min medfølelse med den pineramte kvinde.

Jeg begav mig alene op til Hobro og efterskolen, og i fire dage stod den på spil og projekter omkring Afrika. Fra koloni- magternes opdeling af Afrika, til dagens kriser og udviklings- og nødhjælp. Min funktion var særlig at domumentere hele forløbet. De fire unge mennesker her repræsenterer en kolonimagt, der skal til at kræve en del af det Mørke Kontinent. (Manden med hatten er ikke undertegnede, men Martin Hill der er lærer deroppe).

Familien var kommet godt hjem, og fik hjælp af mormor. Men da der kom en tandlægeregning på flere tusinde kroner, så nåede vi en anden smertegrænse. Vi må bekende og indrømme at der ikke bliver råd til at rejse til Mexico som familie.

Jeg tager dog over selv, for at køre min tur i februar. For det skal jeg. Sådan tænkte jeg.

I fredags stod jeg og var ved at læse billeder ind på computeren, som jeg havde taget på Østerskov. Så dukkede en notits op om 1531 ukendte fotos, som iPhoto havde fundet på min harddisk, og også kunne læse ind. Det sagde jeg ja til. Og hen over skærmen flimrede billede efter billede som jeg havde taget i Mexico, tilbage i 2002. Et slideshow der hægter mig på mine minder.

Herunder er det et af dem, fra udkanten af Parque Alameda i Mexico by, en eftermiddag ovenpå et regnskyl.