DEN GRUMME GULDALDER
(Noter til en bortfalden byvandring på Christianshavn 2.10 2012. Historien nedskreven, da turen ikke kunne gennemføres pga. et museumsbesøg der trak ud.)
”Herligheden er ikke at finde herude, og elendigheden er saaledes til huse, at det end ikke falder den elendige ind at ville flye over Havet.”
Således beskriver Søren Kirkegård Christianshavn i 1845. Det er en langvarig nedtur bydelen har haft, som begynder med Slaget på Reden i 1801, og som kulminerer med udbruddet af koleraen i 1853. Det er et indtryk der underbygges i ”Kierkegaards København” af Peter Tudvad og ”Kongens København – en Guldaldermosaik” af Hans Edvard Nørregaard Nielsen, Carlsbergfondets mangeårige leder. Begge bøger giver et billede af København i perioden. Og særlig Kierkegaards København er formidabelt veludstyret og velillustreret, og værd af at kigge efter på bibliotektet. Her citeres en avis for at ”den del af Christianshavn der ligger hiinsiden Canalen; den udgjør på enkelte undtagelser nær et stygt, smudsigt og modbydeligt Hele.”
STJERNERNE OG SØLET
En undtagelse måtte så være stue- lejligheden bag Sø- kvæsthuset, med adgang til en stor have ad trappen fra den over- dækkede veranda. Det var ægteparret Heibergs anden adresse på Christians- havn. De var både et mage og et meget umage par. Johan Ludvig Heiberg kom ud af den litterære elite, søn af den landsforviste PA Heiberg, som havde forbrudt sig med betragtningen ”Ordner hænger mand på Idioter, Stjerner og Baand man Adelen gi’r” – men han sad i eksil i Paris i resten af sit liv, og havde ikke meget kontakt med sønnen. Denne var kritiker, skuespilsforfatter og smagsdommer – en mand som blev beundret på linie med Oehlenschläger og Thorvaldsen, og som yngre skribenter som HC Andersen og Søren Kierkegaard så op til. Han selv var en ivrig amatørastronom.
Hans 15 år yngre kone Johanne Luise var balletbarn, oprindelig af en fattig jødisk indvandrerfamilie, uddannet på det Kongelige Teater. Hun bliver beskrevet i artiklen ”Guldalderens Danske Samfund”, som man finder i kompendiet. Hun var stjernen over dem alle på den Københavnske teaterhimmel. Måske var det fordi hun havde brudt gennem barrieren mellem pøbel og elite, og kunne udtryke det skjulte. Men hun udtrykte ikke de modsætninger åbent, men fremstilledegennem sin kunst. Så vidt vi ved, for det var før grammofon og film.
Hendes memoirer er bevaret og hedder ”Et Liv genoplevet gennem Erindringen”, udgivet efter hendes død i 1890. Fra disse erindringer har den svenske dramatiker PO Enquist hentet tema og titel til sit skuespil ”Fra Regnormenes Liv” (1981). Det foregår især som en samtale mellem HC Andersen og Johanne Louise Heiberg, der begge kom fra fattige kår – i dag ville man kalde begge ”mønsterbrydere”. I stykket refereres der til hadet mellem fru Heiberg og en anden pige fra fra folket, nemlig Grevinde Danner, der var gift med Frederik 7. Grevinden var lige så forhadt blandt den københavnske åndselite, som fru Heiberg var beundret. Det kan synes som en fjollet detalje, men faktisk spillede sådanne personlige relationer og sociale fordomme ind i det politiske liv i det tidlige Folkestyre.
Det kan man læse om i Hans Vammens ”Den Tomme Stat” 1848-64. Den analyserer flere grupper og strømninger i tiden mellem 1. Slesvigske Krig og krigen i 1864. Vammens vil vise, hvordan datidens politikere havde svært ved at tage ansvar for den magt de havde. Han beskriver også, hvordan politikerne fra den Nationalliberale elite havde svært ved at acceptere agitatorer fra bondestanden, fx når en fin professor tabte valgkampen mod en skomager fra Præstø.
SKIBBRUD OG SYGDOM.
På vej ned af Ovengaden Oven Vandet tegner der sig et varieret by-landskab. Christianshavn udmærker sig ved at have bygninger fra hele sin tid, siden 1620’erne, og bydelen har aldrig været raseret af en brand. Her og der er der revet ned og bygget nyt.
I 1800-tallet var dette et problem. Hvor brandene havde tyndet ud i det gamle og dårlige byggeri på Sjællandssiden forfaldt Christianshavn mere og mere. Hjulpet på vej af de hårde tider og den manglende handel.
Det var her fattigdommen var størst og forholdene var elendigst, og i 1853 brød koleraen ud her. Tilstanden skal illustreres med et litterært citat. Vilhelm Bergsøe der skrev Fra Piazza del Popolo fra 1866 bedyrer at han har bevidnet noget lignende som ung zoolog under koleragen i 1853. I bogen fortælles historien af lægen Aabye:
”Endelig nåede jeg det betegnede sted og standsede ved en høj stentrappe, der førte op til en lav og smal gadedør, som var reven på led på sit øverste hængsel, og nu sad og klaprede for vinden. Det var et underligt smalt, højt og skummelt hus at se til. Mange etager var stablede oven på hinanden, det så næsten ud som om de øverste trykkede de nederste ud og kaste disse tilligemed beboerne ud på gaden. Dertil var huset så skummelt, mørkt og uhyggeligt, at jeg pludselig fin indtrykket, at de lignede en ligkiste, de var stillet på enden, og som nu, i følelsen af denne sin ubekvemme stilling, havde så stor lyst til at falde forover og bore sig ned i jorden, hvor den hørte hjemme. Mit blik faldt på den sure, forsumpede med grønne fugtighedspletter bedækkede kælder, hvis eneste beboer syntes at være en seddel, hvorpå der stod ”Logi for Søfolk”.
”Fra Piazza del Popolo” foregår blandt danske kunstnere i Rom, og er bygget op
af meget varierede fortællinger fra de forskellige. Første beretning - Tordenskyen er den eneste der foregår i Danmark. Det er også en vej til at undslippe det skumle Christianshavn til romantikkens foretrukne rejsemål, Italien.
En af de lidt nyere bygninger på Ovengaden er nr. 42, Bombe- bøssens hus fra 1891. Det særprægede navn stammer fra 1819 hvor Søkvarter- mester Peter Norden Sølling fik opstillet en bombe fra Englandskrigene, hvor gode folk kunne lægge skillinger som ”måtte gå til anskaffelse af et hus, hvor værdige gamle søfolk, eller de som omstændighederne standse i farten, kunne finde et tilflugtssted, indtil de atter kunne komme til søs, eller på anden måde sættes i virksomhed.” Det er et eksempel på at tidens sociale tiltag udgik fra privat godgørenhed.
(billede fra Bombebøssen ved Søllings 150 års dag i 1908)
Vi skal et stykke op i 1800-taller for at der atter bliver bygget på Christianshavn. Væsentligt bliver Burmeister og Wain grundlagt i 1846, og ender med at fylde store dele af bydelen, særligt syd for Christianskirken. Christianshavn bliver et industrikvarter, men ikke nogen attraktiv og præsentabel del af København. Når volde og bastioner er så vel bevarede omkring Christianshavn, så er det netop fordi det var et fattigt og mindre attraktivt område, den gang øvrige voldterræn blev udbygget som en perlekæde af parker og historicistisk arkitektur. Christianshavn var ugleset, og det er heldigt for os i dag, for nu er den spændende og velbevaret.
SYND OG STRAF
Tilbage til kanalen. Her ser man også den nyere arkitektur fx ved Snurrebroen, hvor Skt. Annæs Gade krydser, et KAB byggeri fra 1938 med store altaner og udsyn, og cafe Oven Visse Vande i stuen. Og ved hjørnet til Christianshavns torv ligger det såkaldte Lagkagehus fra 1930 – renlinet funktionalisme.
Men en gang hed torvet Børnehus- torvet efter den store bygning, hvor Lagkage- huset ligger i dag. Det havde været en opdragelses- anstalt, men i 1800-tallets start husede bygningen Københavns største fængsel, med det tredelte navn Tugt-, Rasp og Forbedringehuset. Der var koldt og snavset på samfundets bund, og som sagerne stod var der mange der røg ned under gulvbrædderne, til fængslet. Der var tre huse i komplekset, hvor Forbedringhuset var det mindst slemme, dernæst Tugthuset for fanger – og ”ligesom lukket inde i en cirkel omgivet af forbedringshusets og tugthusets halvcirkler lå, hvad der var den inderste kreds af dette samfunds fint graduerede helveder: rasphuset.
”Dette var en lav bygning indrettet omtrent som en stald med en midtergang og både til begge sider. I hver bås eller celle var låst inde én eller to rasphusfanger. Her levede de, sov og filede med deres lange raspe på farvetræet, der hver aften vejedes af, for at fliden kunne kontrolleres. Arbejdet var meget usundt, støvet angreb lungerne, farvetræet var giftigt og gav udslæt på huden. Af hensyn til brandfaren kunne der ikke tændes ild, så om vinteren var der koldt. Rasphusfangerne så mærkelige ud, farven havde ædt sig ind i dem, de var blå, brune og røde, deres rygge var arrede af kagstrygning og pisk, de fleste af dem var brændemærkede én, to eller tre gange, flere stod lænkede og nogle bar tunge jern, der gnavede dybe sår i halsen”.
Således beskriver Jens Engberg fængslet i bogen Dansk Guldalder – eller oprøret i tugt-, rasp og forbedringeshuset (1973). Mindre optøjer bryder ud mellem 1815 og 1817, mest på grund af den elendige mad. Det kulminerer i et storstilet planlagt flugtforsøg i 1817. Engberg stiller glansbilledet af Guldalderen på hovedet, med en analyse af magtmekanismerne i undertrykkelse, oprør og straf. Fangeoprøret medfører militært bombardement og den efterfølgende henrettelse af 14 fanger, bl.a. Vovehals, Slaglille-fanden og Søren Gammelmand. Det fandt sted bag Søkvæsthuset, hvor Christiania ligger i dag. Ingen af de henrettede selvfølgelig givet deres version. Men i Mit Historie, efter et manuskript fra 1840, beretter en anden dødsdømt, morderen Ole Kollerød, om sit liv før han lader livet.
Gennem det meste af Guldalderen lå ved Christianshavns Torv lå de delvis afbrændte rester af forbygningen, og bidrog til den dystre stemning i datidens Christianshavn. I lang tid gik torvet under navnet Børnehustorvet, og broen over kanalen hed Børnehusbroen, hvilket var navnet på en tidligere institution
UDGANG
I dag er bydelen den mest livlige i det gamle København, med en stor fastboende befolkning, og en skøn blanding af boliger i huse fra fire århundreder, et socialt spektrum fra hjemløse til liebhavere, og der bliver talet mange sprog langs kanalerne, som i bydelens velmagtsdage. Torvegade blev i starten af 1930’erne udvidet til en gennemfartsvej fra København til forstæderne på Amager.
Når vi besøger bydelen som turistførere er det oftest i forbindelse med en tur med inkluderet kanalrundfart, for christianshavnerne frabad sig besøg af grupper i turistbusser, længe før min tid som turistfører. Ved lejlighed må jeg spørge en erfaren kollega om, hvornår det skete.
HISTORIE
Bramsen, Bo og Fogtdal, Pelle. København, før nu og aldrig (2 udgave 1998, om Christianshavn: 12 ud af 22 bind.).
Engberg: Dansk Guldalder – eller oprøret i Tugt-, Rasp- og forbedringshuset (1973, Rhodos)
Nørregård-Nielsen, Hans Edvard: Kongens København – en Guldaldermosaik (2000, Gyldendal)
Tudvad, Peter: Kierkegaards København (Politiken, 2004)
Vammen, Hans: Guldalderens Danske Samfund (artikel fra 1993, i kompendium)
Vammen, Hans: Den Tomme Stat – andst og ansvar i dansk politik 1848-1864. (2011, Museum Tusculanum)
SAMTIDIGE SKRIFTER:
Heiberg, Johanne Louise: ”Et liv genoplevet i erindringen”. (udgivet 1973)
Kierkegaard, Søren: ”Stadier på Livets Vej.” (1845)
Kollerød, Ole: Min Historie (udgivet 1978, Foreningen Danmarks Folkeminder)
FIKTION:
Bergsøe, Vilhelm: Fra Piazza del Popolo (opr. 1866, udgave Gyldendal 1962)
Enquist, Olof: Fra Regnormenes Liv (teaterstykke fra 1981
Blandt andet Bergsøe og Heibergs bøger findet på nettet på Arkiv for Dansk Litteratur: http://www.adl.dk/
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home