POÇOS DE CALDAS
Farvel til Rio, med sol og charme der presser sig paa, biler der tumler af avenuerne, tjenere der skriver for meget paa
regninger, kjoler der smyger sig om kroppe, kroppe der er slänget paa Copaca- banas fortorve, sovende under klude og stykker af pap.
I Rio tager jeg billede af et sandslot, men manden med bötten er hurtigere. Charme, hurtighed og en anmodniong om penge.Turen herfra gaar ad motorvej, saa af og forbi byer og marker og op paa plateauet. Og saa landevejen ind i det
grönne og meget bakkede landskab. Et sug i maven, et andet brasilien väk fra Rios havne- hustler stil. Jordfor- bindelse.
Vi ender paa et Resort Hotel uden for Poços de Caldas, stort flot rummeligt, med pool og sport og bedre borgerskab fra São Paolo med deres börn som bliver underholdt af en haandfuld unge mennesker i camouflage T-shirts og sjove hatte. Saa foräldrene slapper af. Jeg fristes til at sige langt fra virkeligheden og det rigtige Brasilien. Men det rigtige Brasilien har en höjere middelklasse og det er her den slapper af i sit foräldreskab.
Og atter et turisthotel med lorte computer der er langsom, koster 30 kr. i timen, og hvor jeg ikke kan uploade billeder. flere kilometer ude i de grönne bakker, langt fra Poços de Caldas
proper, gaden asfalten og den listige netcafe, hvor de faktisk ved hvad en maskine skal kunne. Jeg hörer ikke til i denne familiehyggeluxus. Men jeg tager den emd som opplevelse, som sceneri. Og som paatvungen afslapning og tid til omtanke paa värelset om aftenen.
Jeg fik min dag for, med at oversätte om den rette drift, avl og malkning af geder. Maatte gribve efter ord, saa mine gäster en gang imellem grinede. Jeg kan göre det saa godt jeg kan, men jeg er ikke bonde. Og videre til byen, paa markedet og paa hospitalet med en större rift, som en af de rejsende havde faaet ved et fald. Og saa videre ad de umuligt krogede veje i Minas Gerais, grönne bjerge i knudrede former, over kanten af den urgamle vulkan og ned gennem kaffe og kurver og snoet biveje skredet halkvt ud i regntiden til vi kom til restauranten ved söen og regionens hyper-proteinfyldte mad. Og den store og vidtlöftige sön i sin brandert der byder velkommen med al sin truende hjälpsomhed.
Nu regner det. regner meget, regende da vi körte tilbage ad andre veje der var lgie snoede og uoverskuelige gennem marker af majs og stykker af skov, og opad saa kaffeplantagerne laa som svungne labyrinter paa bakkesiderne.
Tilbage og vil melde og vise - og computeren bruger atter 10 minutter paa ikke at uploade.
NÄSTE MORGEN
Nu ER der kommet billeder paa. Men naar regnen rammer Minas Gerais, og det siler over bakkerne og jorden skrider lidt mere, sa er der daarlige sendeforhold fra Monreale Resort, hvor jeg sidder ude ved en ikke for genial computer, og er fanget, og ikke kan smutte henne om hjörne ned af trappen og forlade turisme-tilvärelsen.
Det har atter været deadline, og jeg har været ude i det grå og våde Nørrebro snuset, og forfattet en ny artikel til På Gaden, i serien Gaderne Fortæller. Denne gang er det Jægers- borggade det handler om. Den smukke og slidte gade hinsides Assi- stens Kirkegård. Den har været gennem årtiers renovationer, og lider stadig under et blakket rygte. men der er kommet en mængde smarte butikker de de kælder- lokaler, hvor der engang lå bagere, slagtere, frisører og ismejerier. Om to år bliver den rigtig fin og smart, men er allerede et besøg værd nu.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home