TRYGHED OG SIKKERHED
I søndagssolen ved Folkets Park får jeg et anfald af uro. Jeg er kommet ud af Café Under Construction, hvor jeg har leget med lego med pigerne, fundet i en skuffe i legetøjschatollet - mellem gamle lænestoe og umage borde, plakater om demo og en revolutionsromantisk stemning i almindelighed. Uden for er det martsblå himmel over Folkets Park, og en 7-8 unge fyre af blandet indvandrebaggrund, som vist er parat til at sælge hash eller fordufte hvis strømerne kryber forbi.
Jeg stikker hovedet ud for at se om cyklerne nu er OK, for jeg har ikke låst dem - børnenes eller min egen - jeg er principielt sikker i denne nexus af modkultur og underverden. Dog, jeg som så ofte lader cyklen være ulåst føler mig ikke helt overbevist. Heller ikke om det er skødesløshed eller dovenskab der gør jeg lader den stå.
Så er det at Myggecyklen er væk. Myggecyklen er Ursulas eget navn for sin træ-løbecykel. Det strammer sig op i mig, blikket flakker. Jeg får børnene i flyverdragterne, og sender Helena ud at kigge - får ryddet legetøjet op, og er klar til tilbagetog. Som andre gange er opfattelsen af Folkets Park gået fra positive anarkistiske vibes til skodstemning. Det er også tid at komme afsted, jeg har trukket det lidt for længe, ansvarligheden har sine klør i mig.
Så kommer Helena stolt tilbage. Hun har fundet løbecyklen oppe ved legepladsen i parken. Min egen hukommelse vender tilbagge - når ja. Ursula ver smuttet derop med den lidt før, og kom tilbage til fods. Afgang i ganske sen sol på gavlene. Pigerne bag baren er ikke naive længere, de unge fyre foran er ikke skumle.
Frygt ridder med. Uro. Bagtanker. Jeg dækker mig efter et råd jeg fik for nylig; skjuler med særlig omhu min identitet og mine bevægelser, mine tanker. Det er en understrøm i min eksistens, en grundtone i så mange år, at det tjener mig bedst at holde tand for tunge. Min indskyldelse går i en anden retning - mod at afsløre mig selv.
Jeg fik dette råd, da jeg optimerede hartvigson. dk til job- søgning og slevpro- movering. Da sagde en bekendt, skulle jeg passe på med at denne blog var søgbar på nettet. Hvad ville det give af indtryk til en potentiel arbejdsgiver eller projektpartner, skulle de søge mig på nettet. Hartvigson-Ekspeditionen kan du ikke finde ved en simpel netsøgning.
Dette har været grænsebrydende at gennemføre, og strømme af forskelligfarvet galde er stået op i mit system. Jeg vil ikke skjule mig. Jeg vil have lov til at være offentligt ukorrekt og negativ. Ikke skjule denne del af virkeligheden der er det levede liv, for at sætte fotostater af succes og målreettethed op. Men jeg tager også rådet. Og er kender at jeg ikke er en helt fri mand. At jeg lidt for meget vil stå med hatten i hånden de næste år, og ikke skal lade alle ytringer være offentlige. Som så mange af os er jeg under pisken. Og det er ikke bare mig selv der kan blive ramt - men også mine børn.
Jeg accepterer, hvad jeg ikke bryder mig om. Og bekender at jeg er ufri - i dette samfunde dyrkende succes og smil. Denne rådne og respektable virkelighed.
Beslutningen kommer dog først, fordi jeg får lyst til at skrive om noget, jeg normalt lader være med, for ikke at give det forkerte indtryk. Det kan du læse lidt herefter - for det handler også om sikkerhed og tryghed.
Tryghed... Da jeg var ung var det ikke et positivt begreb. En forfatter talte om tryghedsnarkomaner. Nu sidder jeg med et projekt om Tryghedsvandringer, der skal afvikles på denne måde eller hin, før end jeg kan indkassere honorarpenge og sølvstjerner i hæftet. Det har været en kamp og en ørkenvandring, og fandens uinspirerende til tider. Hvad kærer jeg mig om tryghed?
Et besværlighed er at få nogen til at samarbejde. For alle organisationer har travlt, deres egne retninger. Jeg har været opsøgende og til stede. Mange steder troede jeg der var muligheder, og trods henvendelser er kilder og muligheder tørret ud. Og jeg har begrænset tid til at dyrke mandagscafémøder og hvad ved jeg. Og jeg er alene - et enmandsprojekt, uden backup, og uden en rigtig titel at dække mig bag. Skulle jeg kalde mig institut for... whatever. Det ser tilforladeligt ud på min hjemmeside. Men svært er det.
Senest var jeg til møde i min egen bolig- forening - lige denne afdeling af FSB, en tredive tilhørere i et lokale hen om et par hjørner, med lyttende beboere og en fortørnet pædagog i joggingtøj og blond vrede. Mødet om Tryghed i Kvarteret med lederen af det nye Hotspot på Indre Nørrebro. Hotspot er en kriminal- præventiv indsats med stor politisk bevågenhed. Vi opmødte fik en gennem- gang af indsatser og initiativer. Den nye Hotspot-leder er en høj, tynd og alvorligt sortklædt akademikerkvinde. Hun er endt som koordinator for kommunen, med baggrund i Fransk og Afrikastudier. Hun ikke virker opsat på at tage chancer. Hun har heller ikke sit privatliv hængende ude på nettet. Gammelby hedder hun, og nærværende billede er det nærmeste jeg finder. Tilbageholdende, også når jeg kommer som lokal beboer med egne projektmidler, og et eller andet form for fagligt alibi. Det er ikke nu, for handlingsplanen lige skal godkende politisk, og det egentlig er kommunens Vej og Park, der står for "screeningen af lokalområdet". Jeg fornemmer at Hotspotchefen nok har et mere tillidsfuldt og entydigt forhold til tryghed og sikkerhed end jeg.
Boligselskabets kontaktperson har ganske simpelt undladt at svare. Og disse almennyttige boligselskaber tror jeg er deres egne lukkede verdener. Den hele kombination er ganske innnovationsfjendtlig, tænker jeg. Meget kontrolleret til gengæld.
Kontrol, sikre processer, tryghed, følelse af tryghed. Hvad laver jeg i denne verden ud over at jeg har fået en bevilling? Hvad betyder det for mig?
Jeg kører på med dette projekt - selvom det også jævnligt keder mig - jeg prøver at finde andre at sælge det til. Konsulenter i byudvikling. Jeg vil have det afsluttet. Stædighed, og øget selverkendelse.
Og hvis det ikke lykkes at finde andre afsætninger, vender jeg tilbage med en vandring lige om hjørnet, med krav om praktisk støtte til diverse lokale bureaukrater. Pænt, høfligt, og forbandet vedholdende.
Det var først midt på aftenen jeg huskede at der var vigtig undervisning på seminaret torsdag. I den grad har jeg været opslugt af turen senere samme torsdag - Smag på Byen. En tur der med en beskeden beskrivelse havde ligger på min hjemmeside i tre år, for nu at være booket.
Jeg balancerer på kanten af at have opbrugt mit materialebudget. Og langt, langt har jeg overskredet den behørige til til forberedelse. Men det er udviklingsarbejde det her. Og jeg kender nu kryddernelllikens vandring fra molukkerne, og dens medicinske egenskaber, omend jeg ikke forstår den kemiske sammensætning.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home